Tekst Hasse Jørgensen, dronefoto Ove Detlevsen, onsdag den 25. marts 2026

Ikke alene er der udsigt til, at Ribe får et åbent kvindefængsel i de bygninger, der tidligere rummede AMU-centeret på Snepsgård, men meget tyder også på, at området kommer til at huse en skole for vordende fængselsbetjente.

Selve projektet har, som tidligere omtalt, været på tegnebrættet i nogle måneder, men nu er planerne blevet mere konkrete. Det er sket i og med, at kommunen er bedt om at lave en ændring i lokalplanen for området.

Det er Danske Fængsler, tidligere kriminalforsorgen, der står for planerne og har anmodet om en ændring af lokalplanen. Selve kommuneplanen rummer ingen hindringer for projektet, men lokalplanen skal ændres en smule. Om dette arbejde skal sættes i gang, skal plan-, by- og lokalsamfundsudvalget tage stilling til på sit møde den 7. april.

Bliver der grønt lys fra udvalget, skal ændringen i lokalplanen ud i offentlig høring i 8 uger. Danske Fængsler har tidligere orienteret naboen, Ribe Golfklub, om ideerne.

I indstillingen til udvalget hedder det: ” Projektet indebærer renovering af ca. 10.000 m² eksisterende bygninger, nedrivning af 1‑2.000 m² og opførelse af ca. 900 m² nybyggeri i én til to etager. Cellefløjen fungerer som omdrejningspunktet med kollegielignende værelser, fælleskøkkener og personalefunktioner. Der opføres en mindre bygning med specialceller samt nye besøgs- og adgangsfaciliteter ved indkørslen. De eksisterende undervisningsfaciliteter anvendes til skole- og værkstedsfunktioner, og der etableres en mindre skole til uddannelse af fængselsbetjente i den sydlige del af området”

Hvad det er for bygninger, der skal rives ned, fremgår ikke af sagen.

Så vidt de foreløbige oplysninger bliver der tale om et åbent kvindefængsel, hvor de indsatte i det daglige skal leve en hverdag så tæt på dagligdagen som muligt. De indsatte skal arbejde, selv lave mad o.s.v. for at blive låst ind i deres celler om natten. Kun i meget begrænset omfang vil de få tilladelse til at forlade området.