Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, fredag den 25. september

Adskillige beboere langs Skindermarksvej på Nørremarken i Ribe har gennem lang tid ønsket hastigheden på vejen nedsat – eventuelt ved etableringen af nogle trafikdæmpende foranstaltninger.

Og nu kommer disse trafikdæmpende foranstaltninger i form af vejpump, der etableres fire steder på kørebanen.

Arbejdes forventes startet på mandag og afsluttet den 16. oktober. I etableringsperioden vil vejen stadig være åben for trafik, men kommunen gør i et brev til beboerne opmærksom på, at der i etableringsperioden må regnes med lidt langsommere afvikling af trafikken end normalt.

Efter ombygningen af trafiknettet på Nørremarken med bl.a. rundkørsler ved hovedvej 11 og Koldingvej ved Trojelsknæ, er der kommet en ny trafikstrøm, hvor ikke mindst Skindermarksvej er kommet til at fremstå som en gennemgående vej som et alternativ til hovedvejen. Det har øget trafikmængden og dermed ikke mindst hastigheden en del, og det er ikke blevet mindre efter det omfattende trafikarbejde på hovedvejen.

Ved at etablere de fire vejbump på Skindermarksvej håber kommunen at kunne reducere hastigheden og om muligt at lede en del af trafikken tilbage til hovedvej A 11, Trojelsvej.