Tekst og fotos Hasse Jørgensen, onsdag den 25. september.
Udvidelsen af Skindermarkens Vandværk på Nørremarken, der hovedsageligt leverer vand til hele Ribe, er nu så færdig, at det, der mangler, faktisk kun er tilplantning af det område, der det meste af året har ligget i byggerod.
Til gengæld har Din Forsyning opført en vandværksbygning, der virker let og elegant og dermed bestemt ikke skæmmer området. Ved projekteringen er der netop taget hensyn til omgivelserne. Bygningens lethed hænger bl.a. sammen med de store vinduespartier ud mod Skindermarksvej,og her kan alle se, hvad der er inde i bygningen.
Nybygningen giver en mere sikker vandforsyning til området, idet bygningen rummer to rentvandstanke med hver 600 kubikmeter vand.
De to ståltanke skal komplimentere det eksisterende vandværk, der rent faktisk er to vandværker i samme bygning. Hidtil har man kun haft en rentvandstank, nemlig en betontank gravet ned i jorden mellem selve vandværket og så den nye rentvandsbygning. Den betontank er nu fjernet.
Med de to nye tanke har man i virkeligheden fået to separate vandværker, og det gavner forsyningssikkerheden meget. Hvis det ene værk bliver forurenet, kan man lukke det, og det andet værk kan klare forsyningen.
Den gamle betontank var gammel og slidt, og ved at bygge to nye ståltanke får man meget lettere ved at kontrollere tankene og holde dem rene.

Man kan glæde sig over, at det er lykkedes Din Forsyning at redde de gamle træer ud mod Skindermarksvej










































































