Tekst & Foto: Johnny Tauman
25. juni 2024
– Der er sket det ulykkelige, at der er konstateret skimmelsvamp i boligen – Vilslev Præstegård, fortæller formanden for menighedsrådet Arne Kruse til RYK IND RIBE. Menighedsrådet står nu over for en kæmpe opgave at sanere præsteboligen. – Vi har entreret med et arkitektfirma, som har fremlagt en plan og et prisoverslag, lyder det fra formanden, der fortsætter: – Og for at sige det mildt, så koster det en del – ja nok nærmere en hel del!
Arne Kruse har derfor haft samtaler med Sydjyske Museer og Esbjerg Kommune og spurgt indtil, om man ikke lige så godt kunne brække det hele ned og bygge en ny præstebolig med samme udtryk.
Da en sådan løsning ikke er lige til at komme igennem med – og at det måske vil tage adskillige år, før der ligger en tilladelse (hvis der overhovedet kommer en sådan), er menighedsrådet efter aftale med provstiet blevet enige om at renovere præstegården både ude og indvendig.
Formanden for menighedsrådet Arne Kruse siger, at renoveringen bliver startet op i juli måned og tilføjer: – Hvis vi er heldige, skulle vi gerne være færdige i sommeren 2025.
Som alle sikkert ved, fratrådte sognepræst Ole Witte Madsen sin stilling 1. juni, da han havde fået andet embede i Koldingområdet. – Det er derfor vigtigt for os, at præsteboligen, vi tilbyder en ny præst, er renoveret og ikke giver problemer ved indflytning, siger Arne Kruse, der kan oplyse, at præsteboligen er bevaringsværdig i klasse to og en vigtig del af bybilledet i Vilslev.
Menighedsrådet håber at være klar til at ansætte en ny præst hurtigst muligt efter fuldendt renovering i sommeren 2025.