Tekst og fotos Hasse Jørgensen, mandag den 21. jan.

Man undres ind i mellem over de regulativer, der er for parkering i Ribe. De er til tider tvetydige, ligesom de små blå P-skilte kan være svære at se. Der er ikke noget at sige til, at bilister – og specielt udlændinge – har problemer med at finde ud af skiltningen og dermed, hvor det er tilladt at sætte bilen og hvor ikke.

Som nu i Sviegade i den del af gaden, der munder ud i Gravsgade.

Her er der over en strækning med to almindeligt P-skilte i hver sin ende markeret, at alle biler må holde inden for afmærkningen. Men lige ved siden af de almindelige P-skilte i begge ender er der markeret, at det kun er for handicappedes biler. Med andre ord: der må indenfor markeringen holde to handicappedes biler i hver sin ende. Det giver et hul midt i, hvor der må holde en almindelig bil, men det hul har en længde på under fire meter, så det er begrænset, hvor mange motordrevne køretøjer, der kan klemmes ind på den plads.

Men sådan er reglerne, og så er det man fristes til en gang i mellem at tænke: hvor er den sunde fornuft.

Hvorfor ikke fjerne de to almindelige P-skilte, så ingen forledes til at tro, at her må man parkere, og så det er klart for alle, at pladserne er forbeholdt bilister med en speciel tilladelse.