Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 20. september

Selv om de unge mennesker i Ribe har udsigt til en skaterbane bag Seminariehuset, går der dog nogen tid, inden planerne bliver en realitet og de kan bruge banen.

De 1,6 millioner kroner, der er bevilget til projektet, er sat på budgettet for 2020, og det vil sige, at projektet først kan gennemføres i løbet af 2020.

– Men det er glædeligt, at det er kommet på. Det var ikke med i direktionens oplæg til budget. Det var ikke noget, der var markeret som noget, der skulle bruges penge på, men heldigvis blev der skabt et massivt flertal for det, og det er fint. Desværre kunne vi ikke få det med i 2019, her var alt brugt. Men det er godt, den er kommet med. Den har jo været længe under vejs, kan vi vist godt sige uden at fornærme nogen, siger den fungerende formand for byrådets udvalg for kultur og fritid, Peder Tørnqvist (K).

– Hvordan bliver den videre proces.

– Nu går sagen til forvaltningen. Op til det konkrete forslag var der jo et godt samarbejde med Game Streetmekka i Esbjerg og de unge, og jeg går ud fra, at de bliver inddraget i forberedelserne, så de kan komme med deres ønsker. Jeg vil da foreslå, at man bruger deres erfaring og laver et samarbejde mellem de unge i Ribe og Esbjerg, så man kan lave fælles arrangementer. Det er jo ikke så svært at komme frem og tilbage, lyder det fra Peder Tørnqvist.