Tekst: Johnny Tauman Foto: Gert Mikkelsen (arkivoptagelser)
28. januar 2019
Skarven har været hård ved fiskene, der søger fra Ribe Å-systemets gydepladser forbi Kammerslusen ud mod Vadehavet. I mange, mange år – helt nøjagtig 14 år – har jæger og ejer af Konsortiet Ribe Vesterå, Gert Mikkelsen på bedste vis skabt balanceforhold mellem de chanceløse fisk og den aggressive skarve flok, som havde slået sig ned i Vadehavet.
I efteråret 2018 var det slut, da Naturstyrelsen deponerede Gert Mikkelsen tilladelse til at skyde skarver, som så – som et lyn fra en klar himmel – fik fuld råderet til at fouragere og kort og godt æde løs på snæbler og andre fisk ved mødet mellem åen og havet.
Opblødning på vej
Nu har Naturstyrelsen haft møde med Gert Mikkelsen – og der er en opblødning på vej.
RYK IND RIBE har fået følgende beskrivelse fra Gert Mikkelsen, der også har leveret en række mere eller mindre skræmmende fotos fra dengang, hvor han måtte skyde skarven.
” Skarven ”bor” ikke ude ved Kammerslusen / i Vadehavet. Den kommer på træk og ligger og æder i området,” fortæller Gert Mikkelsen og fortsætter: ”skarven er speciel hård ved bestanden i åmundinger, fordi fiskene her lige skal vænne sig til saltvand, inden de trækker ud i havet.”
Skarvene gør også indhug i bestanden længere oppe i Ribe Vesterå.
Har opsat fugleskræmsler
Gert Mikkelsen. opsat fugleskræmsler uden for slusen. ”Jeg har i mange år skudt de skarver, der har vænnet sig til fugleskræmslerne – men heldigvis er det sådan, at mange skarver bliver skræmt væk,” siger Gert Mikkelsen og skønner, at han sammen med sin makker har skudt mellem 30 og 80 om året – alt afhængig af vinterens styrke og hårdhed.
Efter mødet med Naturstyrelsen har Gert Mikkelsen udformet en ansøgning, der efter alt at dømme vil give ham tilladelse til at regulere skarv ved Vadehavet frem til 31. marts.
RYK IND RIBE følger udviklingen
RYK IND RIBE vil følge udviklingen og se, om indsatsen med regulering af skarvbestanden kan sikre en større overlevelse af ynglen – den såkaldte smolt – bestående af laks, havørred, snæbel mm, som i foråret søger mod saltvandet. I hvert fald er Gerts stædige kamp prisværdig – især hvis der fortsat skal være fisk i åsystemet.










































































