Tekst & Collage: Johnny Tauman
31. oktober 2024

Når Ribe-Esbjerg HH fredag aften i en TV-kamp går på banen i Gudme, så taler alle odds for, at det bliver til sæsonens ottende nederlag. Men når det er sagt, så har topholdet – det ubesejrede hold fra GOG Håndbold – for blot 6 dage overraskende smidt sit første point i udekampen mod Nordsjælland Håndbold – i en match, der sluttede (30-30). I dette opgør var GOG endog bagud med blot to minutter til slutfløjtet.
Ribe-Esbjerg HH skal sørge for at stresse det polerede angrebsspil ved at skifte forsvarsformationer undervejs – og når der spilles 7-mod-6, så skal returløbet sidde lige i skabet.

Undgå de billige scoringer i tomt mål

Er der nogle faktorer, der taler for en MEGA overraskelse? Ribe-Esbjerg HH har tidligere haft et godt tag på GOG Håndbold med Nikolai Pedersen på holdet. Og så kan der godt være lidt rejsetræthed i kroppen hos flere af de fynske spillere, der onsdag aften sikrede sig kvalifikationen til næste fase af European League med en fornem (21-27) sejr over Ademar Leon.

Ribe-Esbjerg HH bør have fokus på de fremtrædende spillere i angrebet – Hjalte Lykke og Tobias Grøndahl, der scorede 12 mål, men målvogteren Peter Johansson stod med en redningsprocent på den rigtige side af 30.