Tekst: Johnny Tauman Pressefoto: Hold Danmark Rent
14. september 2020
Da lokale ildsjæle i foråret ønskede mulighed for at opsamle havaffald, som efter vinterens storme var blæst op på og over diget, var Ribe Digelag behjælpelig med opsætning af tre containere ved henholdsvis Mandø Ebbevej – Ribe Kammerluse – Kongeåslusen.
For nylig har ”Hold Danmark Rent” (HDR) besøgt Esbjerg Kommune, og kom i den forbindelse forbi Ribe Kammersluse, hvor direktør Benny Steen Rasmussen var med til at registrere / indsamle data.
“Pallekassen” er blevet en succes
RYK IND RIBE har spurgt HDR om den generelle indsats ved Vesterhavet, som også rummer tiltag i Esbjerg Kommune.
Projektleder Anette Juul fortæller, at HDR de sidste 3 år – sammen med de vestjyske kommuner – har udviklet, testet og nu implementeret en meget lavpraktisk løsning til opsamling af marint affald på kysterne.
Løsningen består af en såkaldt ”pallekasse”, som er produceret af genbrugte europaller og påmonteret et info skilt på 3 sprog. Disse pallekasser placeres på centrale steder langs kysten, hvor erfaringerne viser at der er en tilstrømning af affald fra havet, og hvor mennesker færdes. Kasserne er en hjælp til kystens gæster, således at de nemt kan komme af med det affald, som de måtte finde og have lyst til at tage med sig.
– Kasserne er placeret efter dispensation fra Kystdirektoratet, idet flere af dem står inden for kystfredningslinjen, oplyser Anette Juul og forklarer: – De er kommunal ejendom og driftes dermed af kommunen. Men det er os i HDR, der hjælper med at styre en fælles produktion og kommunikation.
Opstilling ved Ribe-diget?
Da HDR besøgte Ribe område blev det noteret, at flere har udtrykt interesse i at få kasser af denne slags til området. Dette vil HDR give videre til driftsledelse i Esbjerg Kommune. Kasser af denne slags vil kunne gøre en forskel – langs diget og gerne et par stykker mere, da der løbende vil komme havaffald.
Kasserne er enormt succesfulde idet konceptet er så intuitivt og letforståeligt. Uden at være påtrængende sender de et vigtigt signal til kystens gæster, der uden undtagelse har taget godt imod dem.
Affaldsanalyse
– I forhold til den anden del af vores arbejde – affaldsanalysearbejdet – så begynder vi nu at samle alle analysedata fra kommunerne og udarbejde individuelle rapporter, som afleveres i løbet af oktober og november måned, fortæller projektleder Anette Juul. Rapporterne indeholder – ud over tælledata – også forskellige anbefalinger til særlige indsatser på de steder, som er mest udfordret. Herefter er det op til kommunerne hvorvidt de bruger vores rapport, men HDRs erfaring er, at de bliver brugt med stor interesse.
Er du interesseret i at vide mere – og læse om de lokale tiltage, så tryk her: Hold Danmark Rent
1000 tons affald langs vestkysten
Det vurderes at der årligt kan skylle op mod 1000 tons affald ind langs den jyske vestkyst, men dette er naturligvis meget afhængig af vejrliget. De midtjyske kystarealer er bestemt mest udfordret, men her er der også mange lokale og gæster, som gerne vil give en hånd til miljøet. Kasserne bliver flittigt brugt og er ofte propfyldte på en uge.