Tekst & Foto Johnny Tauman
5. januar 2019

Hvalen ligger på marken og kikker på de måbende børn og voksne, som kan se Jeppe Rosenstand Køsers livsværk for alvor tage form, nu hvor flamingoformen er begyndt at blive beklædt med cement.


Siden RYK IND RIBE var forbi midt i september, er der sket rigtig meget i ”dyreparken”, der ligger mellem Sdr. Farup og V. Vedsted – og alt er ikke bare gået smertefrit.

Multikunstneren Jeppe har mange ideer

Ingen masterplan

Multikunsteren Jeppe Rosenstand Køser lever i nuet – og har ikke en masterplan for konstruktionen af sin 30 meter lange hval, der på sigt skal være mulig at overnatte i. Mange, mange ting skal lykkes for fantasten, hvor detaljen får lov til at udvikle sig i sit helt eget liv. Og der knokles, når skelettet skal formes så naturtro som muligt.

Hvalens mund har fået cementlag

Hovedet gav efter

Men det var ved at gå galt, da Jeppe begyndte at støbe hvalens hoved, for spandevis af cement vejer mere end forudset. ”Jeg begyndte at smøre cement uden på hvalens hoved – på et sindrigt system af trådnet. Det hele så fantastisk ud, men henover en nat havde trykket ændret formen på hvalens hoved – og dermed var højden i munden ikke længere tilstrækkelig til en person i oprejst stilling. Og tillige var der behov for at understøtte med jernrør”.
Læring: Fremover skal der først støbes ”indendørs” – og det gælder både i bugen og i halepartiet.

Munden skal graves ud

Mundens bund graves ud

Jeppe fik efter mange overvejelser og tanker styr på udfordringerne – og fik repareret de revner, der var opstået i mundvigene samt kæberne. Og så måtte Jeppe i gang med et træls arbejde – nemlig at fjerne gulvets isolering og derefter med håndkraft begynde at grave bunden ud, så der kan skabes den nødvendige højde i munden. Der skal senere installereres ”gulvvarme” i munden.

Masser af hygge med musik

Musikken giver arbejdsglæde

Da naboens kat, RYK IND RIBE´s medarbejder og Jeppe var kravlet ind i hvalens mund, blev de mødt af Kim Larsens musik, som strømmede dem i møde fra et musikanlæg placeret midt i hvalens bug. Det ledte straks tankerne hen på det forrige interview, hvor Jeppe Rosenstand Køser fortalte, at hvalens indvielsesfest skal ske med orkester i munden og ham selv bag trommerne.
Netop musikken, som jo også kunne have været Shubidua´s ”Hvalen Valborg”, er dagligt med til at inspirere multitalentet – og kaffekopper vidner om, at Jeppe Rosenstand Køser bruger roen i hvalens bug til at tænke store tanker.

Bunken af opgaver er enorm

Hvalens bug og hale vil få en lidt anden opbygning end først planlagt. ”Jeg vil fortsat have et toilet i halen, men jeg må nok bide i det sure æble og bagerst i skroget indsætte en dør, som dels kan fungere som en slags flugtvej dels som en lettere adgang end via hvalens mund,” fortæller Jeppe, der også overvejer et spændende gulv med polerede sten. Og så er der jo alle specialdesignede vinduer, der er gjort plads til såvel på siderne som ”i loftet” – og indretningen med køkken og sovepladser i hængekøjer – og en vis form for kloakering og tilslutning af solceller – og  …….

Stabil støtte til halen

Og meget, meget mere

RYK IND RIBE vil i næste artikel se nærmere på en forestående konfirmation, byggerifinansieringen og gode samarbejdspartnere og ikke mindst en hel anden side af Jeppe Rosenstand Køsers talent: Landart.
Og endelig redningsaktionen, der skal løfte hvalens udtryk.