Tekst Hasse Jørgensen, foto Socialdemokratiet, torsdag den 6. august 2026
Socialdemokratiets byrådsgruppe i Esbjerg har nu kommenteret det formandsskifte, der skal ske i byrådsgruppen. Skiftet kommer efter Mads Lustrup Johansen onsdag aften på et sent gruppemøde meddelte, at han trækker sig som gruppeformand med øjeblikkelig virkning.
Som beskrevet andet sted på siden sker det, fordi Mads Lustrup ikke føler, han som gruppeformand nyder de andre gruppemedlemmers tillid.
Det betyder, at gruppen skal ud og finde en ny formand. Det er endnu uvist, hvornår det sker, men i et opslag på Facebook skriver gruppen, at der skal være sommergruppemøde i den kommende weekend, og her vil man drøfte situationen.
I opslaget hedder det: ”Vores fælles fokus er fortsat, at Socialdemokratiet leverer resultater for borgerne i Esbjerg.
Når det gælder interne drøftelser og personspørgsmål, ønsker vi ikke at kommentere dem offentligt. Den politiske linje fastlægges i byrådsgruppen, og de interne drøftelser hører hjemme dér”








































































