Tekst & Foto: Johnny Tauman
17. april 2021

– Det er bare et fedt job, lyder det med et stort smil fra Simon, der sammen med en række gode kollegaer er ved at dække rørene til ved kloaksepareringen på Nørremarksvej.
Simon er ansat hos Nørgaard Anlæg – og i dag har han bla. ansvar for gravearbejdet med den store gravemaskine med påskriften: – respekt for miljø og mennesker.


Arbejdet skrider godt fremad – og fra tid til anden må Simon, der har daglig transport fra hjemmet i Felsted ved Aabenraa til arbejdspladsen i Ribe, ud af førerkabinen og med håndkraft frigøre kloakriste.

Grundvandssænkning

I baggrunden kan man høre anlægget, der sikrer grundvandssænkningen, så der kan graves.

Beboere skal benytte P-pladsen

– Nu kommer så mandag med den store opgave, hvor vi lukker hele krydset, lyder det fra Simon, der ikke har overblik over, hvor lang tid denne opgave vil tage. Beboerne i området har fået besked på, at de skal parkere deres biler på parkeringspladsen bag Rosen Allé – og at de ikke vil blive pålagt parkeringsafgift af Parkeringskontrol NORD.