Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 12. september 2023

Det er ofte tilfældighederne, der løser problemerne. Sådan gav svigerforældrenes snak med en tandlæge anledning til, at Simon Sejer Hansen ringede til tandlægerne Kissow og Skalhøj, og den telefonopringning bevirkede, at Simon fik job, og tandlægerne Kissow og Skalhøj fik ansat den tandlæge, som de længe havde søgt efter.

– Sagen er, at vi længe har søgt efter en tandlæge som erstatning for Lone Pedersen, der i 2020 fratrådte hos os. Det har betydet, at vi andre måtte overtage Lones patienter, og vi har måttet lukke for tilgang af yderligere patienter. Vi har oplevet, at vi på klinikken på Seminarievej har måttet afvise adskillige patienter, der søgte at komme ind hos os.

– Men med Simons ansættelse, kan vi igen – i hvert tilfælde i en periode indtil Simons kalender er fyldt op – kan tage nye patienter ind, forklarer tandlæge Jan Kissow Petersen.

Simon Sejer Hansen er nyuddannet fra Tandlægehøjskolen i Århus, og han og kæresten, der stammer fra Ribe, ville gerne til Ribe.

– Og da svigerforældrene fortale, at Kissow og Skalhøj manglede en tandlæge, ringende jeg hurtigt til dem, og så tiltrådte jeg 1. september, fortæller Simon, der sammen med kæresten er flyttet til Ribe.

Hvorfor netop Ribe?

– Det skyldes nok især tre ting. For det første kæresten, for det andet lokalsamfundet og for det tredje selve byen, fortæller Simon, der selv stammer fra Haderslev.

Hvorfor blev du tandlæge?

– Det skyldes også flere ting. Den nære kontakt med patienterne, det afvekslende i arbejdet, håndværket og så også arbejdstiderne. Jeg overvejede at blive læge, men tandlæger har en bedre arbejdstid end læger, lyder det fra Morten, der sammen med kæresten, som arbejder i Kolding, nu er flyttet til domkirkebyen.