Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, søndag den 3. april 2022

Sikringen af passagen fra Holmevej tværs over hovedvejen til Bjerrumvej og modsat trækker ud.

Da politikerne bevilgede 8 millioner kroner til projektet, lød det fra både politisk hold og Vejdirektoratets side, at det var et projekt, der meget hurtigt kunne gennemføres, så snart pengene var frigivet. De 8 millioner kroner er frigivet, men alligevel er der indtil dato intet sket, og Vejdirektoratet melder nu, at man formentligt i 2023 kan gennemføre projektet.

Projektet skal sikre, at de bløde trafikanter, der skal fra Ribe ud mod Kammerslusen eller den anden vej, bliver sikret med en passage af hovedvejen, der er lysreguleret, ligesom krydset skal udbygges, så det bliver lettere at komme fra hovedvejen og ud ad Bjerrumvej.

Alle lokale kræfter inklusive kommunen samt landspolitikerne er positivt stemt overfor projektet, og lokale beboere på Bjerrumvej har både tilbudt kontant hjælp til projektet samt at afstå den jord, der er nødvendig for at udvide krydset.

Lokalråd Ribe Midt har i årevis kæmpet for at få sikringen af krydset gennemført, og formanden, Willi Weber undrer sig over, at projektet ikke er kommet længere, end tilfældet er.

– Det er op ad bakke det her. Når vi skriver til Vejdirektoratet virker det som om, der er kommet en ny medarbejder på sagen, og den skal starte forfra, siger Willi Weber.

– Så vidt jeg kan forstå, er sagen sendt eller skulle sendes fra en afdeling til den anden, og her begyndte man igen med en lang række undersøgelser, ligesom man igen talte om arealerhvervelse. Men der er givet tilsagn om afståelse af erhverv, projektet er lavet og tegnet og pengene er der. Da projektet blev besluttet, sagde Vejdirektoratet, at de kunne gå i gang, så snart pengene var der. De er frigivet.

Er der gået bureaukrati i det?

– Det fristes man til at tro, men jeg kan jo ikke vide, om der et andet sted i landet er et projekt, der er vigtigere end det her. Her er der tale om et helt almindeligt kryds med et lyssignal. Jeg kunne forstå, hvis der var en række hensyn, der skulle tages som vi så det ved krydsene Seminarievej-Rosen Alle-Nørremarksvej og ved banegården, hvor lyssignalerne skulle kombineres med bommene og signalerne ved baneoverskæringerne. Her skulle Banedanmark ind over, og det drillede, men på hovedvejen er det et fuldstændigt regulært kryds.

– Det kunne være rart at få det lavet før sommerferien og ferietrafikken sætter ind, og jeg tror, at hvis vi fik lov at ringe til Nørgaard Anlæg, så ville det hurtigt blive ordnet, siger Willi Weber.