Tekst Hasse Jørgensen, foto Rene Jørgensen, copyright. Fredag den 3. juli

Man må i sandhedens interesse sige, at der passes godt på vores dronning.

Som nu, da hendes majestæt dronning Margrethe II besøgte Ribe Vikingecenter: sikkerhedsforanstaltningerne var helt i top.

Der blev gjort, hvad der kunne, for at hindre, at nogen gjorde dronningen ondt. Og heldigvis forløb det hele da også stille og roligt uden tilløb til panik. Det skulle da ellers lige være, da en fotograf fik en overhaling af en politimand. Fotografen kom lidt uden for de afspærringer, der var sat op for at holde de akkrediterede pressefolk på behørig afstand af dronningen.

Deres udsendte måtte sammen med den snes akkrediterede pressefolk møde op to timer og et kvarter, før dronningen ankom, så pressefolkene kunne briefes om dagens program, der i øvrigt var udsendt forlods. Desuden skulle fotograferne have alt deres fotoudstyr undersøgt af bombehunde, så man var sikker på, at intet var skjult. Også selve pladsen var gennemgået grundigt, inden majestætens ankomst.

Rundt om på pladsen var der sørget for afspærringer, så dagens gæster på centeret nok kunne se og følge dronningen men på behørig afstand.

Og politiet var talstærkt til stede. Vi registrerede omkring en snes uniformerede betjente, der fulgte hele scenariet på behørigt afstand men alligevel med et vågent øje. Dertil kom de to livvagter, som altid følger majestæten rundt i landet, samt de to motorcykelbetjente, der eskorterede dronningen ind til centeret.

Der blev ikke taget let på sikkerheden.