Tekst og foto: Torben Ravnborg Nissen, lørdag den 6. december  2025

Der var kø ved indgangen og trængsel indenfor på Det Gamle Rådhus i Ribe lørdag op mod middag. Her blev afholdt julemarked. Glade, nysgerrige turister, ripensere og ribeborgere smilede til hinanden, mens de ventede, gav plads og bevægede sig langsomt gennem de smukke middelalderrum, der i dagens anledning var fyldt med boder af alle slags.

Boder med gammelt håndværk og husflid var bemandede af udøvende håndværkere. Andre steder fandtes boder med det fineste julepynt og juledekorationer, mens flere præsenterede kulinariske specialiteter og julens eliksirer med tilhørende smagsprøver.

Det hele osede af julestemning og godt humør. Der var ganske vist trængsel, men ingen alarm.

Julemarkedet på Det Gamle Rådhus har åbent i dag til kl. 16 og igen i morgen fra kl. 11 til 16.

(artiklen fortsætter under billederne)

Trængslen og julestemningen fortsatte udenfor rådhuset ned på Torvet og det flotte Julemarked, der som før beskrevet byder på alt, hvad hjertet begærer.
Det var svært at komme frem, men den gode stemning var også her det fremherskende og glade stemmer, smil og latter fyldte markedet. Måske havde Santa Klaus` glühwein med rom hjulpet lidt på stemningen, men det er jo juletid.

Vi må endnu en gang konstatere, at Julemarkedet i Ribe er en kæmpe succes, der forbedres år for år til stor glæde og gavn for alle besøgende fra nær og fjern.
Markedet holder åbent i weekenderne op til jul. Fredag fra 12.00-17.30, lørdag og søndag fra 10.00-16.00. Desuden har enkelte boder åbent til hverdag.

(artiklen fortsætter under billederne)

Videre hen ad gågaden fortsatte den skønne stemning. Her var der også stor trængsel og glade, tålmodige mennesker, der smilende gav hinanden plads i det usædvanligt smukt julepyntede strøg.
Deres udsendte har måske ikke været så opmærksom på det før, men må konstatere, at byen er ekstraordinært flot pyntet i år og det være sig både gader, forretninger og private huse.

Godt gået igen Ribe!