Tekst Torben Ravnborg Nissen, privatfotos, tirsdag den 8. september 2026
Sidste år fik Stafet for Livet i Ribe en ny dimension.
For nu var det ikke kun de voksne, der kunne snøre løbeskoene og tage en tur på ruten. Børn og unge fik deres helt egen stafet – Home Mini-Stafet – og dermed blev der for alvor inviteret til familiedag. Og det blev en succes.
Hele 210 børn og unge deltog sidste år i den lille stafet – naturligvis i den gode sags tjeneste. Nu er Home Mini-Stafet tilbage, når Stafet for Livet igen samler Ribe til 24 timer i kampen mod kræft lørdag den 12.- og søndag den 13. september 2026.
Hos Home Ribe glæder man sig til igen i år at byde velkommen til Home Mini-Stafet og den tilhørende maskotparade. Lørdag den 12. september kl. 13.00.
Konceptet er enkelt. Børn og unge under 18 år kan deltage gratis og være en del af det store fællesskab omkring Stafet for Livet. De skal naturligvis ikke løbe i 24 timer, men får deres egen korte stafet, hvor der hverken er krav om fart eller distance. Man kan løbe, gå eller tage turen i det tempo, der passer. Det handler først og fremmest om at være med.
Samtidig er der en ekstra gevinst. For hvert armbånd, der udleveres til en deltager under 18 år, donerer Home Ribe 20 kroner til Stafet for Livet og dermed kampen mod kræft.
Sidste års 210 deltagere viste, at der er opbakning til at lade de yngste blive en del af Stafet for Livet.
Så når Ribe igen samles til 24 timer med fællesskab, motion og kampen mod kræft, er der også plads til de mindste.
(herunder billeder fra sidste års Mini-stafet)













































































