Tekst og foto Hasse Jørgensen, søndag den 8. juni 2025
Stemningen er som den gang for år tilbage, hvor man op til Tulipanfesten sad i gårdene rundt omkring i Ribe og pyntede ranker med rigtige tulipaner til udsmykningen ikke alene til mange af forretningernes facade men også til vognoptoget.
I dag er de levende tulipaner erstattet af kulørte servietter, da tulipanerne for en måneds tid siden afblomstrede, og sådan har det været de seneste år. Men tulipaner eller ej: de ranker, der laves med de kulørte servietter, er både kønne og særdeles farvestrålende.
Og traditionen med at pynte facader til 2. pinsedag holdes stadig i hævd på Cafe Quedens, hvor op mod 30 frivillige søndag formiddag mødtes for at pynte facaden på cafeen. Og motivvalget var klart: Royal Run, der gennemføres i morgen, mandag.
(artiklen fortsætter under billedet)

De pyntede træer foran huset giver et godt indtryk
Motivet understreges med et stort skilt midt på facaden, og rundt om dørene er der sat festlige ranker op, ligesom der foran huset er placeret træer med blade lavet af servietter og udklippede kroner.
Traditionen med, at de frivillige mødes om formiddag til morgenkaffe og en lille en, stammer tilbage fra sidst i 90’erne, og i dag er det Betty Neel Jansen, der sammen med Betty Madsen, Bodil Konradsen og Lise Frederiksen, er tovholder på projektet.
Når alle er mødt, bliver opgaverne delt ud, og – som Betty Madsen siger – når vi er mange, går arbejdet hurtigt. Det styrker formentligt også energien, at der midt formiddag bliver serveret en forfriskning fra cafeen.
Betty Neel Jansen har samlet fotografier af alle udsmykninger gennem årene i en scrapbog, og skabelonen er den samme gennem alle årene: ranker omkring dørene, midt i mellem en udsmykning, der markerer motivet, og så træer med servietblomster foran huset.
Alle deltagerne er enig i, at det er fantastisk formiddag med masser af hygge, sjov og fællesskab.
Og arbejdsiveren var så stor, at der er produceret nogle servietblomster også til næste år.