Tekst: Johnny Tauman Privatfoto
9. juli 2021
Ribe Kammersluse har to mekaniske stormsluseporte, som skal efterses med jævne mellemrum. Der er tale om, hvad man kan kalde tysk kram, som stammer fra bygningen af slusen.
Torsdag var kranfirmaet Preben Leth ved Ribe Kammersluse sammen med A.P Jørgensen, som havde fået opgaven fra COWI med at syne det mekaniske gear for oven på diget – klokkerne – og akslen, der ligger i vandspejlshøjde.
Værkfører Allan Klinge fra A.P. Jørgensen siger til RYK IND RIBE: – Vi har vedligeholdelses arbejder på Ribe Kammerluse – og træder til, hvis der sker uheld – fx at en slange går itu. Han kan ikke endnu sige noget om tilstanden på gearene og akslerne, men konstaterer, at de så ”gamle” ud præget af vind og vand. Cowi har taget fotos og vender så tilbage med resultatet.
Vognmand Preben Leth siger om dagens opgave: – Opgaven tog godt 4 timer. Der skulle løftes godt 8 meter over diget for at kontrollere akslen. Vægten var begrænset til et par 100 kilo.
Kranen skulle næsten ud på den maksimale rækkevidde på 26 meter, da det drejede sig om sydsiden.











































































