Tekst og foto: René Jørgensen
1. december 2024.

– Jeg har haft et fantastisk spændende liv med mange både meget triste men også mange gode og sjove oplevelser. Som journalist ved jeg, at man skal passe på med at bruge klicherer, og det her er en kliche, men det er ikke desto mindre rigtigt: mit arbejde har været min hobby. Det er jo også derfor jeg bliver ved.

Sådan siger en af Ryk Ind Ribes medarbejdere, Hasse Jørgensen, der den 6. december fylder 80 år. Fødselsdagen fejres med et åbent hus på Hotel Ribe den 7. december fra klokken 14 til 17.

Hvorfor på Hotel Ribe?

– Her har jeg ved siden af journalistikken arbejdet de sidste fem år efter min kone døde. Jeg fik en øl sammen med indehaveren, Tinne Rieck, og hun sagde, at hun manglede nogle til at tage en dagvagt. Jeg svarede: det har jeg aldrig prøvet, så det tror jeg godt, jeg kan. Og så var jeg ansat.

Det ligger langt fra journalistikken. Hvordan kom du ind i den?

– Det er slet ikke så langt væk. Begge dele handler om at tale med mennesker.

– Da jeg havde fået realeksamen, var jeg skoletræt og fandt selv arbejde som arbejdsdreng på en plastikfabrik i Struer, hvor jeg voksede op. Mine forældre mente, jeg skulle have en uddannelse, og da min mor var ansat som kontorassistent på Struer Dagblad, mente hun, at journalistik var det rette for mig på grund af min nysgerrighed. Hun spurgte chefredaktøren, om han ville tage mig i lære. Det ville han. Jeg kom i mesterlære som 18-årig, og resten er, som man siger, historie.

Hvorfor bliver du ved med at skrive?

– Da jeg efter mange gode år på først Vestkysten og siden JydskeVestkysten gik på efterløn, sagde jeg til min kone, at jeg ikke nogen sinde ville skrive en linje mere. Det holdt et halvt års tid indtil du ringede og spurgte, om jeg ville være med i Ryk Ind Ribe. Sådan er det: når musikken spiller og savsmuldet dufter, vågner de gamle cirkusheste.

– I en tid, hvor der er kommet rigtig mange sociale medier på nettet, mener jeg også, at der skal være et seriøst tilbud ved siden af de mange mere eller mindre seriøse tilbud, der florerer. Og sagt i al beskedenhed mener jeg, at Ryk Ind Ribe er et seriøst tilbud.

– Jeg mener også, at information er en meget vigtig ting både for samfundet i almindelighed men så sandelig også for demokratiet i særdeleshed.

– Jeg tror også, at de etablerede, regionale medier, som efterhånden er store koncernen og meget let kommer til at sidde på et monopol, har godt af lidt konkurrence.

Hvornår stopper du som journalist?

– Når nysgerrigheden og lysten slipper op og jeg føler, at jeg ikke kan bidrage med mere. Jeg håber, det sker, inden jeg bliver smidt ud, siger Hasse.