Tekst Hasse Jørgensen, foto VisitRibe, mandag den 27. august
Hvis du har planer om at skulle overnatte i Ribe i den kommende weekend for enten at tage til Rued Langgaard Festival eller Vinfestival, kan det blive meget svært for ikke at sige umuligt at opdrive en ledig seng.
Hotellerne er fuldt bookede, og det samme er Ribe Byferie Resort og Dan Hostel Ribe Vandrerhjem, viser dels en rundringning til nogle af hotellerne eller en søgning på nettet.
Booking.com fortæller, at 88 procent af alle senge er udsolgte men anviser ikke, hvor de ledige 12 procent er. Hotels.com fortæller, at alt er udsolgt, og her spørges, om man har overvejet at bo i en af byerne i nærheden.
– Det er det samme hver år, og at vi har relativt hurtigt udsolgt, hænger bl.a. sammen med, at vi er sponsorer på Langgaard Festivalen bl.a. med hotelværelser, og det betyder, at rigtig mange af kunstnerne bor hos os. Men selv uden det ville vi have udsolgt, fortæller leder af Hotel Dagmar, Søren Brønk.
På Hotel Ribe kan Tinne Rieck fortælle, at alt er udsolgt både på selve hotellet og på afdelingen i Saltgade, og de udlejere af bed and break fest, hotellet samarbejder med, har også alt optaget.
Dan Hostel Ribe Vandrerhjem er i samme situation bortset fra, at vandrerhjemmet mandag eftermiddag fik et enkelt afbud på en enkelt overnatning i weekenden. Den seng bliver der givetvis rift om.










































































