Tekst og foto: Hans Jørgensen, fredag d. 25. maj

Det eneste, der med sikkerhed kan siges om Seminariehusets fremtid er, at Riberhus Privatskole med udgangen af i år forlader bygningen til fordel for nyerhvervelsen på Skyttevej, Ribe Handelsgymnasium.

Hvad de mange tomme kvadratmeter, Riberhus Privatskole efterlader sig i Seminariehuset, skal bruges til, ved ingen endnu.

Men både formanden for kulturudvalget, May-Britt Andrea Andersen (K) og skoledirektør Jørn Henriksen arbejder kraftigt med spørgsmålet. Ingen tør dog sætte en dato for, hvornår der kan foreligge en plan for den fremtidige anvendelse.

Det er klart, at privatskolens opsigelse af lejemålet betyder, at kommunen mister en ikke ringe lejeindtægt.

Både May-Britt Andrea Andersen og Jørn Henriksen bekræfter, at der har været holdt møder med to ripensiske damer, Herdis Skjødt og Bente Jensen, der repræsenterer bl.a. nogle damer, der mangler et sted at mødes for at lave håndarbejde.

De to har indsamlet 1350 underskrifter for at få et værested, et aktivitetshus, i lokalerne.

Desuden har der været møde med journalist Bo Maimburg som repræsentant for andre brugere af huset.

Han pegede ifølge Jørn Henriksen bl.a. på, at der er nogle af de nuværende brugere, der mangler depotplads.

-Det var to særdeles positive møder, og jeg er imponeret over, at der er samlet 1350 underskrifter. Møderne har givet nogle perspektiver, der skal søges tænkt ind i de kommende planer for huset, siger Jørn Henriksen.

Det vil sige, at der arbejdes med tingene?

– Det gør der, men jeg kan ikke love noget om, hvad det bliver til. Hvis der er økonomi i det, skal det også forelægges for politikerne, understreger Jørn Henriksen.

May-Britt Andrea Andersen er enig I, at der har været tale om to særdeles positive møder.

– Det var to konkrete og positive møder, og jeg har en forventning om, at de tanker, der kom frem, bliver tænkt ind i de kommende planer.

Kan du komme med et tidspunkt for, hvornår der ligger en plan?

– Det er meget svært lige nu. Katedralskolen har også udtrykt ønske om at kunne leje nogle af lokalerne, hvis deres byggeri ikke er færdig tids nok til, at handelsgymnasiets elever rykker ind på katedralskolen. Der er også et hensyn, vi er nødt til at tage, hvis det bliver aktuelt, siger May-Britt Andrea Jensen.