Tekst: Hasse Jørgensen. Foto: Rene Jørgensen copyright.
Banedanmark bliver nu konfronteret med de selvmodsigelser, der er i Banedanmarks egne oplysninger i sagen omkring lukningen af baneoverskæring 26 Hillerup Markvej.
Det sker i et brev Anders Rohr Jørgensen har sendt til Banedanmark.
– Jeg har sendt brevet som privatperson til Banedanmark, men jeg ved, at jeg har fuld opbakning fra blandt andre borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), siger Anders Rohr Jørgensen.
Han håber, at Banedanmark vil sætte projektet med lukning af overkørslen i bero og optage en forhandling med Esbjerg Kommune om sagen.
Det er netop sådan en forhandling, de lokale lodsejere, der i øjeblikket demonstrerer på stedet mod lukningen af overskæringen, gerne vil have.
I brevet til Banedanmark peger Anders Rohr Jørgensen blandt andet på det paradoksale i, at Banedanmark selv skriver, at usikrede overgange skal lukkes, men ifølge Banedanmarks egen forklaring er overgang 26 en sikret overgang, idet der er lys- og lydsignaler ved overgangen, som vi også her på Rykindribe tidligere har skrevet.
Anders Rohr Jørgensen peger også på, at det er Banedanmark der selv kan træffe beslutningen om at stoppe projektet, idet det spørgsmål ifølge medlemmer af transportudvalget ikke nødvendigvis skal forelægges politikere eller minister.
Endelig peger Anders Rohr på det paradoksale i, at Vejdirektoratets stillingtagen til lukningen af overkørslen baserer sig på en situation, der slet ikke er aktuel længere. Vejdirektoratet siger som tidligere beskrevet i Rykind, at direktoratet intet har at indvende mod lukningen, da direktoratet selv er i gang med et stort vejprojekt, der medfører lukning af overkørsel 26.
Det omtalte projekt er den store, nye omfartsvej omkring Ribe, der som bekendt ikke bruges til noget.
Som Anders Rohr Jørgensen påpeger i brevet, vil Varde Hovedvej derfor blive meget mere belastet af de tunge og langsomt kørende landbrugsmaskiner, der skal ud på vejen, hvis overskæringen lukkes.










































































