Tekst og fotos: René Jørgensen. Copyright
30. august 2018

Selv de tunge skyer måtte i eftermiddags vige pladsen for opstarten på tre musiske dage med Rued Langgaard Festivalen. I solskin og den velkendte vestkystblæst, blev åbningstalen holdt af direktør for Esbjerg Erhvervsudvikling Susanne Nordenbæk, der i talen fortalte, hvordan Langgaard Festival i dag er blevet et samlingspunkt for områdets klassiske musik. Det knasede lidt i højtalerne, måske var det vinden der drillede, men tilhørerne lyttede og nød musikken og solen der tittede frem.

Det var sopranen Dénise Beck og Clemens Hund-Göschel, klaver, der åbnede Rued Langgaard Festival 2018 på Domkirkepladsen i Ribe, hvor mere end hundrede gæster var mødt frem til starten på den 9. udgave af festivalen.

Der var musik af Quartet Vela og sang af DR VokalEmsemblet med dirigent Marcus Creed, der har været dirigent for koret siden 2014.

Koret består af 18 professionelle sangere, der debuterede i 2007, og har skabt en del international opmærksomhed, bl.a. sammen med fløjtespilleren Michala Petri.

Hele programmet for festivalen kan ses på langgaardfestival.dk

Fredag, lørdag og søndag er der koncerter og foredrag i Ribe Domkirke, Kannikegården, Ribe Katedralskole og i Sct. Catherinæ Kirke.

Festivalen slutter søndag kl. 15.00 med en koncert i Sct. Catharinæ Kirke