Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, torsdag den 25. juni

Det er med stor glæde, Ribe Domkirke åbner kirken for en række på 6 sommerkoncerter fem tirsdage 7. juli til 4. august og en enkelt torsdag 30. juli, alle dage kl. 11 til 11.45. Efter en lang periode uden livemusik, som ikke er oplevet gennem en computerskærm, bliver det dejligt igen at sætte sig til rette (med god afstand og sprittede hænder) og høre en rigtig levende musiker spille på Domkirkens store orgel.

Domorganist Birgitte Ebert lægger ud tirsdag 7. juli med et program, der markerer dansk-tyske forbindelser, og hvor musik af Ribes egen Rued Langgaard møder musik af N.W. Gade, F. Mendelssohn og J.S. Bach, der alle var aktive i den tyske by Leipzig.

Tirsdagen efter spiller den fynske orgelsolist Tina Christiansen et smukt og flot program af bl.a. J.S. Bach og Herbert Howells, mens årets 250-års fødselar, Ludwig van Beethoven, fejres ved de to følgende koncerter. 21. juli spiller den erfarne og populære duo Dorthe Zielke, trompet og Søren Johannsen, orgel udelukkende Beethovenværker i arrangement, og den følgende tirsdag 28. juli bliver der en enestående lejlighed til at høre DR SymfoniOrkestret koncertmester Johannes Søe Hansen spille Beethovens violinkoncert sammen med organisten Dan Kær Nielsen.

Som den eneste torsdag i rækken spiller den franske organist Maurice Clerc en overvejende fransk koncert torsdag 30. juli, og hele koncertrækken slutter med koncert 4. august, hvor den nyudnævnte domkantor og organist ved Seem Kirke, 25-årige Morten Bunk, spiller sit kandidatprogram forud for sin afsluttende eksamen senere i august.

Alle er velkomne, og der tages en entré på 30 kr. Domkirken er lukket for turistrundgang under koncerterne, der varer 45 minutter.