Tekst Hasse Jørgensen, onsdag den 20. maj 2026
Det er en kendt sag, at narkotika findes over alt, men ved en storstilet aktion har Syd- & Sønderjyllands Politi måske dæmmet op for en del af handlen med narkotika. Politiet har netop gennemført en planlagt anholdelsesaktion på flere adresser i henholdsvis Sønderborg, Toftlund og Nordborg. Aktionen har medført anholdelse af ikke mindre end seks personer.
Aktionen sker efter længere tids efterforskning af en gruppe personer, som mistænkes for handel med narkotika.
Ved aktionen er de seks anholdte personer sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg. Anholdelserne er forløbet roligt.
Politiet er fortsat til stede på flere af adresserne, som bliver ransaget og undersøgt. Her er hundepatruljer også en del af indsatsen. Syd- & Sønderjyllands Politi forventer at være til stede på adresserne i længere tid i dag for at gennemføre tekniske undersøgelser.
De seks personer, som i dag blev anholdt af Syd- & Sønderjyllands Politi, fremstilles i morgen i grundlovsforhør. Der er tale om fire mænd på 19 år, en mand på 34 år og en mand på 40 år, som alle er sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg. De er alle bosat i Sønderborg Kommune.
Anklagemyndigheden ved Syd- & Sønderjyllands Politi fremstiller de seks mænd i grundlovsforhør torsdag klokken 09.00 ved Retten i Sønderborg. Af hensyn til den videre efterforskning anmoder Anklagemyndigheden om lukkede døre ved grundlovsforhøret.








































































