Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 17. august 2022
Mens den nye flydebro ved Kammerslusen så småt begynder at tage form, peger alt på, at Ribe Sejlklub nu får en økonomisk håndsrækning til at gøre projektet færdigt.
Sagen er, at faktorer, som sejlklubben overhovedet ikke har haft indflydelse på, har bevirket en stigning i udgifterne til broprojektet med 72 procent. En stigning, Ribe Sejlklub vil have meget svær ved at dækkene alene.
Derfor har sejlklubben søgt Esbjerg Kommune om et ekstraordinært anlægstilskud på minimum 286.400 kroner, og byrådets kultur- og fritidsudvalg har netop sagt god for ansøgningen og anbefaler overfor økonomiudvalget og byrådet, at pengene bevilges. Det er i sidste ende byrådet, der har afgørelsen, men når et udvalg kommer med en indstilling, bliver den normalt fulgt.
De faktorer, der har spillet væsentligt ind i broprojektet, er de almindelige prisstigninger ikke mindst på tømmer og stål, der er særdeles vigtige faktorer i hele broprojektet. Prisstigningerne skyldes mangel på råvarer, dyrere transport, krigen mellem Ukraine og Rusland samt flere andre faktorer herunder Covid19. Dertil kom, at sejlklubben måtte vente omkring et år på tilladelse til projektet i forhold til Naturbeskyttelsesloven og Vandløbsloven. I den ventetid steg materialerne med raketfart.
Hvis byrådet bevilger de 286.400 kroner, kommer fordelingen af anlægsudgifterne til at se således ud:
1.175.000 kr. – tildelte fondsmidler (oprindeligt 56%, nu 30%)
1.086.400 kr. – anlægstilskud fra Esbjerg Kommune (oprindeligt 28%, nu 28%)
1.664.900 kr. egenfinansiering Ribe Sejlklub (oprindeligt 27%, nu 42%).
Sejlklubbens egenbetaling stiger således kraftigt, men i kultur- og fritidsudvalgets dagsorden påpeges det, at med den udgiftsfordeling vil sejlklubben kunne klare sine øvrige forpligtigelserne bl.a. omkring vedligehold af de gamle bådebroer, selv om foreningens økonomi bliver meget stram.
Uden tilskuddet vil alternativet være at sætte broprojektet i stå, og det vil blive endnu dyrere, end at gøre det færdigt bl.a. på grund af allerede indkøbt materiale, som næppe vil kunne sælges igen, og reetablering af området, hedder det i dagsordenen.









































































