Tekst Hasse Jørgensen, fredag den 11. oktober 2024
Ribe Sejlklub kombinerer det fornøjelige med det faglige, når klubben lørdag den 26. oktober både har standerstrygning som tegn på sæsonafslutningen kombineret med en ekstraordinær generalforsamling.
Ekstraordinære generalforsamlinger lyder oftest som noget med problemer, men sådan er det ikke fat i sejlklubben.
Sagen er, at Ribe Sejlklub som en af de få – måske den eneste sejlklub i Danmark – der har en kollektiv ansvarsforsikring.
– Vores forsikringsselskab har nu bedt om en masse informationer om de enkelte bådejeres både, der er omfattet af den kollektive forsikring. Et er et meget stort, administrativt arbejde, som ingen har lyst eller tid til. Derfor foreslår vi, at den kollektive forsikring opsiges, og at medlemmer, der ønsker en ansvarsforsikring, selv tegner den, fortæller Lars Buhrkall, der er kasserer i sejlklubben.
Han fortæller også, at prisen for den kollektive forsikring er så høj, at hvis den opsiges, vil kontingentet til klubben nedsættes med næsten en halvdel.
– Vi er nødt til at behandle det på en generalforsamling, for det står i vedtægterne, at vi skal have en kollektiv ansvarsforsikring. Skal den opsiges, skal der derfor en vedtægtsændring til, og det kan kun ske på en generalforsamling, forklarer Lars Buhrkall.
Hele arrangementet starter lørdag klokken 13 ved standeren på Skibbroen, hvorefter man rykker hen til klubhuset på Erik Menvedsvej. Og efter standerstrygning og generalforsamlingen er der hyggeligt samvær.