Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, fredag den 29. januar
Tilladelserne til at sejle med udlejningsbåde i å-systemet i det gamle Ribe Amt bliver nu udbudt.
Samtidig er der foretaget en ændring i antallet af mulige udlejningsbåde, og Ribe Å er således delt op i et stykke mellem Ribe og Kammerslusen og åen, der ligger øst for byen. Begge steder er der lagt op til, at der skal være plads til 15 udlejningsbåde på hver strækning.
Fristen for at søge er den 10. februar.
Tidligere var det det daværende Ribe Amt, der foretog fordelingen af tilladelserne, men efter amtet er nedlagt, er det de enkelte kommuner, der nu er gået sammen i et fællesskab om fordelingen af licenserne.
Det er Billund, Esbjerg, Varde og Vejen kommuner, og de har sammenlagt besluttet, at der i alle åsystemerne i hele området skal være plads til 110 både. Typisk er det kanoer, der gives tilladelse til.
Fordelingen af licenser er: Kongeåen 15, Ribe Vesterå 15, Ribe Å øst for Ribe 15, Holsted Å 10, Sneum Å 10, Grindsted-Varde Å 20, Ansager Å 10, Holme Å 15.









































































