Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto René Jørgensen, fredag den 3. maj 2024

Efter 12 år, skal menigheden ved Sct. Catharinæ Kirke have ny sognepræst. Den nuværende og populære sognepræst, Simon Stubkjær, er fra 1. maj udnævnte til provst i Kerteminde-Nyborg provsti.

Det er biskop Mads Davidsen, Fyns Stift, der har indstillet Simon Stubkjær til udnævnelsen til provst. Hans majestæt kong Frederik har foretaget udnævnelsen, som netop er offentliggjort.

Simon Stubkjær, der i øvrigt stammer fra Fyn, har været ansat i Ribe Stift i godt 21 år, idet han tidligere var ansat i Skærbæk og Abild. De sidste 12 år har han været ved Sct. Catharinæ Kirke.

Han kommer til et pastorat, der er en sammenlægning af Kerteminde og Nyborg pastorater. Det har 45.000 medlemmer af folkekirken, 27 præster og 20 menighedsråd.

Ud over at være sognepræst ved Sct. Catharinæ Kirke, har Simon Stubkjær også beklædt en række tillidsposter i Ribe Stift. Han har været medlem af provstiudvalget i Ribe Domprovsti, og i de sidste fem år har han været tillidsrepræsentant for præstekollegaerne i Ribe Domprovsti. Desuden er han vurderingsmand for Ribe Stift i forbindelse med forhandling af husleje for præster i tjenestebolig.

Hvornår der vil blive udpeget en afløser for Simon Stubkjær, er endnu uvist.