Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, onsdag den 25. august
Der er smurt virkelig tykt på, når dørene slås op til den sidste sommerkoncert i denne omgang i Sct. Catharinæ Kirke. Det sker i aften, onsdag, med start klokken 19.30
Koncerten spilles med nogle af de ypperste musikere indenfor lige deres felt. Med koncertmestre og solister fra både Det Kgl. Kapel og Danmarks Underholdningsorkester, samt en professor i bratsch fra Yale Universitet, USA, der alle har vundet bunkevis af legater og konkurrencer bag sig, og som til dagligt har musikken helt oppe under neglene, kan de heldige publikummer glæde sig til en koncert i verdensklasse.
Musikken er Mozarts og Brams’ klarinetkvintet. En klarinetkvintet består af fire strygere med klarinetten som soloinstrument. Mozarts klarinetkvintet beskrives tit som både den første og den bedste, og er den eneste af slagsen han har færdiggjort. Brahms var egentlig gået på pension, da han – ligesom Mozart – blev inspireret af en fremragende musiker og bare måtte skrive et stykke musik for denne musiker.
Efter koncerten er menighedsrådet vært ved et glas vin.
Billetter á 50 kr. kan købes i døren eller online via www.billetto.dk









































































