Tekst og foto: Ole Bendix
25. juli 2019.
Sct. Catharinæ hævet med donkrafte
Da bygmester broder Bjørn i 1228 påbegyndte byggeriet af den anden store kirke i Ribe – Sct. Catharinæ kirke for dominikanerordenen (Sortebrødrene som var en tiggerorden) var det på alt for blød bund og måske for tæt på åen. Denne ”medfødte skavank” førte til at kirken måtte genopbygges hele to gange siden hen.
I dag står den tredje kirke på stedet med Danmarks bedst bevarede klostergård fra 1400-tallet.
Men også denne tredje kirke var i overhængende fare for at styrte sammen, fordi kirkens ”nordmur hældede ikke mindre end 60 centimeter”.
Gennem århundrede forsøgte man at restaurere Sct. Catharinæ kirke uden held. Ved reformationen nedlagdes klostret og kongen overdrog Ribes borgere kirken som sognekirke og klostret overgik til hospital. ”De følgende århundrede betegner et næsten uafbrudt fremadskridende forfald.”
Først i 1918 kom der på ny skred i sagen, da arkitekt H. Lønborg-Jensen indledte de nødvendige sikringsarbejder, som varede i over fjorten år helt frem til 1932.
Lønborg-Jensen fik den geniale idé, at de tunge mure skulle vippes tilbage til lodret stilling ved hjælp af egen vægt. Ideen var noget af et vovestykke. Den blev udført ved hjælp af kiler og donkrafte. Donkraftene bar væggene mod syd, og store trækiler blev presset under de synkende mure mod nord. I løbet af otte dage var hele kirken vippet på plads tomme for tomme ved at én mand gik fra donkraft til donkraft og slækkede på dem, mens der på modsat side blev drevet trækiler ind under bygningen.
Der blev ført svære funderingspæle ned i en dybde af 6 meter under terrænet. På dette fundament blev der i murens længderetning lagt 30 centimeter svære tømmerstokke… Drevet af kiler og bremset af donkrafte bragtes murværket derpå til ved egen vægt at synke tilbage i lodret stilling.
Denne kraftpræstation havde ingen fortilfælde og reddede Sct. Catharinæ kirke fra at styrte sammen.
I dag kan man se én af de anvendte donkrafte i et kælderrum under koret i kirken og en tekst, hvor på der står:
”Denne donkraft blev indmuret som et kuriosum efter kirkens restaurering (1918-1932) Den var en af mange, som støttede murene, mens kirkebygningen blev vippet på plads: Læs guiden, som kan købes hos kirketjeneren.”
Sortebrødrene i Ribe
Blot 12 år efter at spanieren den hellige Dominicus/Dominigo havde stiftet brødreordenen med opofrende missionsvirksomhed kom sortebrødrene fra søsterklostret i Lund til Ribe og gik i gang med at opføre et kloster på et engareal, hvor Sct. Catharinæ kloster ligger i dag. Som noget helt nyt den gang, prædikede brødrene på modersmålet i det land, hvor de slog sig ned.
Katarina af Alexandria (287-305)
Sct. Catharinæ er opkaldt efter en helgen ”Katarina af Alexandria, som var en datter af kongen på Cypern. Hun var både smuk, klog og rig. Hun blev kristen og lod sig døbe. Katarina rejste til Alexandria, hvor hun opsøgte den romerske kejser Maxentius og spurgte ham om, han ikke ville være kristen. Efter en del palaver om giftemål indkaldte kejseren 50 filosoffer, der skulle diskutere med Katarina og de blev alle sammen overbevist om kristendommen og lod sig døbe. Men kejseren blev rasende og fik dem alle brændt. Katarina måtte nøjes med pisk med blykugler og fængsel. Da hun blev halshugget kom der mælk ud af hendes sår. På bjerget Sinai findes stadig et Katarinakloster, hvor englene bragte hende hen.
Kilder:
”De danske kirker – Sydvestjylland, GEC Gads Forlag 1970
Pjecen: ”Sct. Catharinæ kirke og kloster anno 1228”.
http://www.kulturarv.dk/1001fortaellinger/da_DK/ribe-skt-katharinae-kloster
