Tekst og fotos Hasse Jørgensen, fredag den 8. december 2023
Julebyen Ribe har mange gode tilbud både i byens forretninger og i hyttebyen på Torvet.
Og netop det sidste sted, kan du få en rigtig specialitet, en af de schweiziske nationalretter, Raclette.
Hvad er det så, spørger du måske. Det er kartofler med grillet schweizisk ost fra Lucerne, der i øvrigt har vundet et par verdensmesterskaber for oste. Retten tilsættes syltede agurker og perleløg. Og på Torvet i Ribe fås retten også med lidt stegt bacon, hvilket ikke er normalt i Schweiz.
Det er Yanick Ochsenbein, der står for serveringen i de kommende weekender i hyttebyen. Yanick Ochsenbein stammer selv fra Schweiz, og det er ikke første gang, han serverer Raclette på Torvet.
– Jeg kom til Ribe i 2020 som naver. Engetlig var jeg på vej til Afrika og skulle lige tjene nogle penge i Ribe, men så mødte jeg min nuværende kone, og fra 2011 var mit ophold permanent, og her bliver jeg, fortæller Yanick Ochsenbein.
– Jeg serverede et par år Raclette på Torvet, men så begyndte jeg at studere, så i den periode holdt jeg op. Nu er studierne færdige, så nu prøver vi igen, fortæller Yanick.
Og alt imens han fortæller, bliver den store schweizerost grillet på et helt specielt apparat. Osten bliver sat ind under et varmelegeme, og når osten bobler og nærmest koger, bliver overfladen skrapt af ned over de varme kartofler og tilsat de øvrige ingredienser.
Og jeg skal hilse og sige, at det smager dejligt.

Osten bliver grillet i et helt specielt apparat