Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 27. maj

En af Ribes meget kendte butikker, Sara sko og Tasker på Mellemdammen lukker.

Indehaveren, Anna-Grethe Christensen, fortæller, at hun har opsagt lejemålet i bygningen på Mellemdammen med udgangen af august. Hvad der skal ske derefter, ved hun ikke.

Om årsagen til lukningen af butikken, fortæller en berørt Anna-Grethe Christensen: – Jeg har rundet de 70 år, og min ryg og krop kan ikke holde til det længere. Det er måske fordi, jeg har stået meget op og taget nogle meget små skridt i forretningen gennem de mange år. Det er meget vemodigt at skulle lukke forretningen, som jeg har haft i 28 år.

Hun er i øjeblikket ved at finde ud af, hvad der skal ske med det store varelager.