Tekst og foto: Torben Ravnborg Nissen, fredag den 24. oktober 2025
Foto: Sara Mia Panduro Dall

På vej
På vej til Ribe sad hun og tænkte på alt det nye, der skulle ske i hendes liv. Det var ikke direkte en flugt fra alt det kendte, men dog alligevel en ny begyndelse.

Sara Mia Panduro Dall er 30 år, født og opvokset i Randers. Hele sit liv har hun kæmpet med store udfordringer.
Hun kommer fra en god og kærlig kernefamilie med mor og far og to halvsøskende, og indtil hun blev 5–6 år, gik alting godt. Men skolens struktur og krav skabte store udfordringer.

Svær skolegang
Hun blev mobbet i skolen og kunne ikke finde ro. Hun fik diagnosen Tourettes syndrom. De hyppige tics var årsagen til, at hun blev mobbet, og i afmagt blev hun enten udadreagerende eller helt passiv. Hendes energi blev rettet mod at undertrykke de ødelæggende tics. Det blev en ond spiral, der var svær at bryde ud af. (I dag er Sara medicineret, så Touretten er under kontrol, og hun har ikke de store gener).
Men der var også lyspunkter. Den energi, hun fik i de år, var til gengæld positiv og god.

Sara er søster til tidligere MF for Socialdemokratiet, Maja Panduro, og hun fik lov til at deltage i valgkampe for hende. De perioder gav hende indsigt og interesse for samfundet. Der var noget, hun kunne.
Saras familie var der også for hende – udfordringerne var bare for store.

Efterskolen
Sara fik det meget bedre, da hun kom på efterskole. Det blev det fristed, hun havde brug for. Hun fandt venner og faldt til i miljøet, især omkring hiphop- og cheerleadingdans.
Trods kroniske smerter fra en ulykke som otteårig og et senere fald fra en hest fandt hun en indre ro i udfoldelsen i dansen.
Men også her slog uheldet ned. Under et spring faldt hun forkert ned med skader i lænd, ryg og nakke til følge. Det satte en brat stopper for den gode periode. Hun kom ind i en mørk periode og fortæller:
– Jeg følte ikke, jeg kunne være ung. Jeg var begrænset af smerter og medicin og kunne ikke længere danse og ride – netop de ting, der gav mig ro i sjæl og krop. Det var meget svært, husker hun.

STU
Tiden efter efterskolen blev svær. Behandling for de kroniske smerter med smertestillende medicin blev til et meget alvorligt misbrug. En traumatisk oplevelse gav hende angst, som hun måtte tage medicin imod. Hun fik alle former for behandling for sine psykiske og fysiske udfordringer, uden at hun følte, noget af det hjalp. Hun følte sig ikke forstået, ensom og trist.
Hun startede på den særligt tilrettelagte uddannelse (STU), der henvender sig til unge med særlige behov, og her kom der et kæmpe lyspunkt. Hun fik valgfaget foto.
Endelig var der noget, der gav hende ro – noget, der virkelig fangede hende igen.
Når hun fotograferede, lagde det indre kaos og de mørke tanker sig. Hun havde endelig fundet noget, der gav livet mening og indhold.

Hverdagen
Hverdagen var svær. Smerter, pillemisbrug, ingen venner, og gennem flere år blev hun udsat for psykisk og fysisk vold af en samlever.
Hun kom på afvænning for at komme ud af pillemisbruget, mens hun samtidig – uden andres involvering – tog en kold tyrker på angstmedicinen. Hun ville ikke længere gå som en zombie i en grå og trist hverdag.
– Det var en meget svær tid, fortæller Sara, men jeg ville kæmpe mig ud af det. Heldigvis har jeg aldrig selvmedicineret med alkohol eller stoffer.

Forskellige praktikophold og et daghøjskoleophold hjalp heller ikke – tværtimod.
– Jeg følte, at ingen hjalp mig eller lyttede til mig, siger hun, mens hun kigger sig eftertænksomt rundt. – Men så må man jo selv handle!

Flytte eller flygte?
Men Sara havde sit fotografi. Det var her, hun fandt sin ro og opdagede et talent, der blev anerkendt af andre. Det gav hende styrke til at bryde ud af sit dårlige forhold og gøre op med nogle ting. Hun fandt sig en ny kæreste fra Ribe, og for godt tre år siden tog hun den store beslutning at flytte ned til ham. Det måtte briste eller bære.
Forholdet holdt ikke, så efter godt et år var Sara i vildrede. Skulle hun tage hjem?
Men en aften på Stenbohus mødte hun sin nuværende kæreste, som hun nu bor sammen med i Varming Vesterby. Skæbnen ville, at hun skulle blive i byen, hun var blevet så glad for. Hun havde fundet roen i Ribe og følte sig anerkendt.

Fotokunsten
Den egentlige årsag til Ryk Ind Ribes møde med Sara er hendes fantastiske billeder, som man kan følge på Facebook-siden Ribe Billeder. Mange har lagt mærke til de usædvanligt smukke naturbilleder, der emmer af stemninger og stilhed. Sidste år til Kulturnatten havde Sara en udstilling på biblioteket, og hun har et billede hængende i Ribe Feriebys reception. (Allerede i tiden i Randers havde hun sin egen udstilling).

Ud over de smukke naturbilleder med mobilen arbejder Sara også struktureret med portrætter af mennesker og dyr samt bryllupsbilleder m.m. Her arbejdes der med et digitalt spejlreflekskamera, men hun bevarer de intense stemninger, som hendes smukke, intuitive billeder med mobilen udstråler.
Hun fortæller: – Alt, hvad jeg kan, er selvlært og intuition. Jeg fik nogle retningslinjer på fotoholdet på STU, men mine billeder opstår bare pludseligt, og jeg gør, som jeg vil.
– Når jeg går en tur, er jeg i nuet. Jeg tænker ikke nærmere over motiver og teknik. Det kommer bare indefra – det er vist det nærmeste, jeg kan komme det.

Sara beskriver selv sine billeder som stemningsfulde, farverige, harmoniske og intense.
– Det er en utrolig glæde at læse alle de dejlige reaktioner, jeg får på mine billeder, siger hun. – Især de kommentarer, der kan komme fra ældre eller ensomme mennesker, der gennem mine billeder føler sig hensat til at være i naturen eller får minder frem fra en svunden tid. De gør stort indtryk, afslutter hun smilende.

 

 

Et blad

En sti

En sten