Tekst Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune, onsdag den 13. oktober 2025
Det er en kendt sag, at Esbjerg byråd indleder byrådsmøderne med en fælles sang, hvor det er det enkelte byrådsmedlem, der på skift ud fra højskolesangbogen vælger de sange, der skal synges.
Sagt med al respekt, er det ikke altid, at byrådsmedlemmerne har lige godt fat i melodierne, og ønsket om at bringe mere kultur ind i byrådssalen, fik Karin Schwartz fra Socialdemokratiet til i foråret at komme med et forslag om, at der skulle musikledsagelse til fællessangen.
Forslaget lød: ”Nu er tiden kommet til at udvide dette gode tiltag (fællessangen. Red.) således, at vi også i byrådssalen kan få øje på, at vi brander os som ”kultur- og oplevelsesby”. Forslaget går i al sin enkelhed ud på, at vi på månedens sidste byrådsmøde inviterer et af kommunens mange kor indenfor til at synge den valgte sang sammen med os. Derudover får koret også selv lov til at vælge en sang/stykke som de gerne vil fremføre for os – og dermed også for alle dem, der sidder hjemme bag skærmene og følger med. Med dette forslag vil vi helt sikkert også få flere gæster ind i vores fine byrådssal, og på denne måde måske også gøre lokalpolitik mere vedkommende. For at der ikke skal gå ”smagsdommeri” i tiltaget, så skal alle vores kor ha’ lov til at byde ind. Er der flere kor, der byder ind på den samme dato, trækkes der lod”
Forslaget fik Venstre til at stille et ændringsforslag, der lød: “Nu hvor byrådsperioden nærmer sig sin afslutning, vil det være fornuftigt at få drøftet hvordan byrådsmøderne indledes. Der har ofte vist sig et behov for musikalsk understøttelse, når det nuværende byråd synger den indledende sang, og vi vil derfor bede kommunaldirektøren komme med et oplæg til hvordan det kan gøres og lægge det frem for økonomiudvalget”
Det forslag blev vedtaget.
Kommunaldirektøren er nu kommet med sit oplæg til musikledsagelsen, og det lyder: ”Der lægges op til, at fremtidige byrådsmøder akkompagneres af klaverspil udført af tidligere sognepræst og provst Jørn Munksgaard. Jørn Munksgaard har erfaring som organistvikar og afløser i flere kirker og har tilbudt at assistere byrådet med klaverledsagelse til fællessang uden honorar i forbindelse med byrådsmøderne. Det foreslås endvidere, at kor fra Kulturskolen inviteres til at medvirke ved udvalgte byrådsmøder et par gange årligt”
Det forslag skal nu behandles i økonomiudvalget på mandag og efterfølgende i byrådet, der har den endelige afgørelse.