Tekst & Foto: Johnny Tauman
13. november 2023
Esbjerg Kommunes afdeling for Natur & Vandmiljø vurderer, at sandfangene ikke bliver fyldt, så derfor regner biolog Ole Juul Pedersen ikke med, at der kommer væsentlige mængder sand forbi disse. Han skriver dog til RYK IND RIBE, at det ikke vides, om der kommer sand til Ribe Østerå nedstrøms sandfanget i Seem. Han siger: – Lettere partikler bliver ikke fanget i sandfangene. Hvor eventuelle aflejringer i Mølledammen kommer fra ved jeg ikke.
Svaret er affødt af de sandaflejringer, som Ove Detlevsens dronefoto afslører – og som er sendt til Natur & Vandmiljø.
Sandfanget i Seem tømmes inden jul
– Sandfanget ved Seem skulle have ca. dobbelt så stor kapacitet, som det vi normalt pumper op årligt dvs. 5-6.000 m3, forklarer Ole Juul Pedersen og fortsætter: – Så længe vi tømmer årligt (og tager det som ligger i sandfanget), skulle der ikke være problemet med overfyldning. Vi følger dog også fyldningsgraden her. Ved klart vand kan man f.eks. på en droneoverflyvning eller fra brinken se en sandtunge i et sandfang. Ellers pejles bunden i sandfanget med GPS – enten ved at vade iført vaders eller fra båd. Det er vandløbsteamet, der driver sandfangene i Esbjerg Kommune. Der er bestilt oprensning af sandfanget i Seem, så det forventes at være tømt inden jul.
Måler ikke oppumpede mængder
RYK IND RIBE har stillet spørgsmål til selve tømningen og fået følgende oplysning: – Da vi bestiller og betaler for oprensningen af sandfanget ved Seem, så vil enhver tømning selvfølgelig være registreret, men der sker ikke opmåling af de oppumpede mængder. Landmænd har efter aftale med Esbjerg Kommune kunnet hente sand fra sandfanget i Seem uden beregning, når de selv står for læsning og bortkørsel.
Sandfanget Riplay er ikke fyldt
Men hensyn til sandfanget ved Riplay har vi modtaget følgende svar: – Det blev i maj måned vurderet, at sandfanget ved Riplay (Hjortvad å) havde en restkapacitet på ca. 2800 m3 sand og tilførslen fra 2022-2023 var på ca. 250 m3. Der skulle således være kapacitet til nogle år endnu. Natur & Miljø følger fyldningsgraden, så sandfanget kan blive oprenset i tide.