Tekst & Foto: Johnny Tauman
Mens fiskene springer og bider på krogene i fiskesøen, bliver det ene lastvogsntog efter det andet fyldt med sand til den midlertidige vej, som for tiden anlægges ved Ringbroen. Arbejdet med at lægge bunden på den nordlige side nærmer sig stærkt den afsluttende fase. Som forbikørende kan iagttage, så er der lagt sten på begge sider af sandvejen, som skal “sætte sig” henover vinteren og foråret. Stensætningen skal modstå det bagvand, som fra tid til anden kan opstå i kombinationen med ekstrem nedbør og en hård længere varende vestenvind.
RYK IND RIBE har besøgt området, hvor der graves sand – og der er tale om ret store mængder, som flyttes af lastvogntog i pendulfart.
Sandet graves på området syd og vest for de nuværende fiskesøer ved Storkesøen – og som en af chaufførerne kunne fortælle, så det planen, at søarealet skal udvides.
Fiskene lader sig ikke gå på af støjen – og flere fiskere kunne trække gode fangster op – iklædt varmt tøj og med varme drikke til at modstå en strid og kold vind.










































































