Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 8. januar 2025

– Der har da været tragiske hændelser og uhyggelige oplevelser, men nu er jeg heldigvis sådan indrettet, at jeg kan lægge det til side. Og det sammenhold og sociale liv, der er brandmændene i mellem, opvejer det tragiske.

Ordene kommer fra Egon Grosen der om nogen ved, hvad han taler om i forbindelse med det at være brandmand. Gennem 35 år er han troligt mødt op nat og dag, når alarmen lød. Først som menig brandmand og siden som holdleder. Som sådan har Egon Grosen været med til at uddanne ni hold nye brandmænd.

Men nu er det slut. Egon Grosen er trådt ud af de aktive brandmænds rækker for at melde sig til veteranerne, der er en forening af ”gamle” brandmænd.

Men det holdt hårdt at træde ud af korpset. Hver gang Egon sagde til stationsleder og viceberedskabschef Kjeld Tauman, at nu holder jeg, lød svaret:  – Ahhh, vendt nu lidt. Vi har brug for dig. Og nåh ja, så tog Egon lige en tørn mere.

Men denne gang mener han det.

– Du må have været med til mange voldsomme hændelser?

Egon kigger ud i luften og tænker sig om. Der er stilhed en stund, inden han svarer.

– Jeg kan huske, da tankene på biogasanlægget eksploderede, og vi vadede rundt i gylle. Jeg kan også huske de første bådudkald til Vadehavet. Jeg tror, jeg har været med på udkald til Vadehavet de første syv til otte gange. Jeg husker også, da Lindegården og Klubbens Hotel brændte. Det var nogle meget store brande.

– Jeg kan også huske, da en bil kørte i åen ved Nørremarksvej. Bilen lå i vandet, og vi var flere brandmænd, der kunne holde bilen oven vande, så føreren kunne få luft, til han kunne skæres ud af bilen.

– Jeg kan også huske, vi holdt ved et færdselsuheld ved Høgsbro. Her var der fastklemte i bilen, og vi havde på det tidspunkt ikke noget klippeværktøj, så vi kunne åbne bilen. Vi ventede tre kvarter på Falck, for redningskorpset havde netop lavet en ændring af deres vagtcentraler, og derfor gik det galt med alarmen.

– Den hændelse var medvirkende årsag til, at vi fik klippeværktøj i brandbilerne, så vi nu kan skære en havareret bil op og redde fastklemte.

– Jeg kan også huske en brand, hvor et barn indebrændte. Det var før vi fik de briefing, men der var Lasse ”Brandmand” rigtig god, lyder det fra Egon, hvorefter der igen bliver stille, mens tankerne åbenlyst flyver.

– Hvordan kom du ind i brandvæsnet?

– Det skyldes, at jeg skulle låne en megafon til et idrætsstævne i Øster Vedsted. Den kunne man låne hos det daværende civilforsvar, hvor Torsten Troelsen og Ernst Jensen var. Jeg lånte megafonen, og Torsten mente, at jeg skulle melde mig som frivillig.

– Jeg blev frivillig i CF og fik grunduddannelse i brand, redning, indkvartering og madlavning. Jeg har været med den gang, vi kørte ruter på landet for at varsle beboerne mod kommende stormfloder og fortælle dem, at de skulle evakueres.

– Senere fortalte Lars Nielsen, (måske bedre kendt som Lars Brandmand. Red.), at der var en ledig stilling i brandvæsnet. Den søgte og fik jeg.

– Da jeg startede, bestod indsatsdragten af en kedeldragt, gummistøvler og stålhjelme. Det var en speciel kedeldragt, vi trak oven på vores eget tøj. Senere blev stålhjelmen forbudt, og vi fik helt anderledes sikre branddragter.

– Der er sket meget på de år?

– Det er der på alle områder. Vi har fået langt bedre udrustning og udstyr, og når der er tale om alvorlige hændelser, bliver vi de briefet.

– Og der har været gode oplevelser?

– Bestemt. Jeg husker, at da jeg skulle have 35 års tegnet, var det daværende borgmester Johnny Søttrup, der mødte op og overrakte det. Jeg var duperet af, at det var borgmesteren selv, der gjorde det.

– Heldigvis har der været flest gode oplevelser, hvor folk er glade for, at vi kom og hjalp.

– Det var sammenholdet i korpset, der gjorde, at det var sjovt. Det opvejede de sure timer, når man skulle afsted klokken tre om natten.

Som Egon siger: – Jeg var den ældste i brandkorpset. Nu er jeg den yngste blandt veteranerne. Det er da sjovt igen at være den yngste i en forening.