Tekst og Foto: Annette Brøchner Lindgaard
Torsdag. 17. februar 2022

Vi nærmer os afslutningen på denne serie interviews med Esbjerg Byråds nyvalgte fagudvalgsformænd. Serien har to formål. Der ene er at grave lidt dybere ned i hvad politikerne egentlig mener om de områder, de er sat til at styre. Hvilke holdninger og værdier har de? Det andet formål er at sætte fokus på Ribe og omegn som en del af den kommunale dagsorden. Hvordan skaber man en struktur der sikrer lokal dialog og oplevelsen af at blive hørt?

Denne gang taler vi med Formand for Udvalget for Borger & Arbejdsmarked, Socialdemokratiets gruppeformand Jakob Lykke. På trods af at det glippede at hente borgmesterposten hjem, er det tydeligt at Jakob Lykkes politiske overbevisninger og ambitioner er helt intakte og at han er i fuld gang med arbejdet.

Her i februar er han fokuseret på, sammen med resten af den Socialdemokratiske byrådsgruppe, at give det blå flertal i byrådet et konstruktivt modspil, der nok kommer til at koste nogle nederlag i afstemninger, men som har til formål at markere politiske holdninger og visioner på lidt længere sigt.

Social- og arbejdsmarkedsudvalget varetager den politiske styring af væsentlige og vanskelige opgaver, der omfatter en stor del af kommunens budgetter. Borger & Arbejdsmarked dækker 3 områder, nemlig: Jobcenter, Social Barn-ung-Voksen og Borgerservice.

Selv om man har stor erfaring fra fagbevægelsen, kan man godt føle sig udfordret:

Jakob Lykke: ” De store områder kan vist tage pusten fra de fleste. Jeg er glad for at jeg tidligere har siddet i et sammenligneligt udvalg, men der er kommet mere til siden jeg var var byrådsmedlem sidst (2001-2009). Jeg arbejder heldigvis med beskæftigelsesområdet til daglig. Men de sociale områder og familieområdet er udfordrende områder, vi skal arbejde meget med. Der er jo områder, hvor meget lovgivningsmæssigt er givet centralt, men det er vores ansvar at få det til at fungere.”

Arbejdsfællesskabet

På trods af at dette interview foregår online pga. Corona, feber og hoste, får Jakob hurtigt snakket sig varm. Der er ingen tvivl om at Social & arbejdsmarkedsområdet fylder.

JL: ”Der alt for mange der står ude og kigger ind. Jeg kæmper for fællesskabet. Det er den mest helende form for medicin, man kan få. At være en del af et sundt arbejdsfællesskab. Jeg kender ikke andet. Det slår alt. Men i dag er det sådan, at hvis du klarer det godt, så er det din egen skyld og går det knap så godt, så er det alle andres skyld. I stedet for at finde ud af hvor fællesskabet er blevet af.”

Rykind: Men hvordan gør vi det?

JL: ”Vi skal give de unge, der står uden for fællesskabet mulighed for at vælge deres eget arbejdsliv. Komme i gang med en uddannelse eller bare finde ud af, at de har behov for en uddannelse for at blive sluset ud i et job. Det kan være en lang rejse for flere af de unge, der er blevet svigtet af systemet eller af deres bagland.
Det er utroligt, hvad unge mennesker kan, hvis de får den rigtige opbakning.  Men de har brug for at vide hvor man skal gå hen, hvis man skal have et arbejde, hvad en a-kasse er, hvad en fagforening er, hvad det er jobcentret kræver, men også kan tilbyde. Det er vores politiske ansvar at de unge kommer godt og sikkert ind i arbejdslivet.
Vi har jo et jobcenter, som flyver afsted og sætter  mange gode initiativer i gang, så rigtig mange får mulighed for at få et job og en indkomst. Og der bliver kun bedre og det skal vi udnytte mere end vi har gjort hidtil og sammen med virksomhederne.
Uanset, hvad vi arbejder med, så skal vi have løst problemet med skaffe arbejdskraft. Der er brugt rigtig meget krudt på, hvad vi kunne gøre og hvad vi burde gøre, men hvad har vi reelt gjort? Ingenting!  Vi taler om grøn omstilling, men vi mangler de nødvendige mellemregninger. Jeg tror ikke rigtig, det er gået op for folk, hvilke enestående muligheder, der kommer, for at få alle med i et bæredygtigt arbejdsmarked. Men ambitionsniveauet er for lavt. Man får ikke gjort det nødvendige. Hvordan kan over 100.000 ledige stå uden job samtidig med at de blå partier efterspørger udenlandsk arbejdskraft?”

Det sociale område

Rykind: Men et er arbejdsmarkedet. Hvad med det sociale område og velfærd for dem, der ikke kan arbejde?

JL: Jeg har været formand for Borger & Arbejdsmarked i ca. 5 uger og jeg tror, jeg har fået borgerhenvendelser hver eneste dag. Det fortæller mig, at vi bliver nødt til at have en meget stærkere dialog og en meget større respekt for hinanden. Vi må prøve at forklare tingene bedre.  Der er så meget, der er givet på forhånd, centralt fra gennem lovgivning osv. Skulle vi ikke i fællesskab prøve at udfylde de rammer, vi rent faktisk har?
D. 1. marts deltager jeg med et oplæg på årsmødet for Koordinationsrådet ved Udviklingscenter Vest. Jeg tror på det at være en del af noget, at bruge de mennesker der af den ene eller anden årsag er del af et frivilligt netværk.  Et pårørende netværk er jo afgørende i forhold til det her. Jeg har ikke svaret på alt, men som politisk ansvarlig på området, kan jeg lægge øre til og måske give dem en stemme, de slet ikke er vant til at have. Hvis vi vil være med til at bevæge noget i et større perspektiv, bliver vi nødt til at brug de gode energier, der er.  De kan jo komme med en masse, men hvis der ikke er nogen, der er villige til at udfylde pladsen og spille, så kan det være ligegyldigt. Vi skal gøre det ordentligt sammen – politikere og forvaltning. Hvis vi åbner dørene op og siger, hør her, vi har de og de muligheder. Vi vil gerne bede jer om at komme ind og spille det her. Så tror jeg, vi har de strukturer, vi skal bruge. Sammenhængskraften opstår kun når folk er ansvarliggjort.”

Rykind: Er den fysiske afstand med til at forøge den mentale afstand. Føler man sig mere svigtet i Ribe?

JL: ”Det spørgsmål, vil jeg gerne have svar på, når jeg mødes med koordinationsrådet. Det er jo et råd, der dækker hele kommunen og de ca. 100 enheder, der er på området. Det er kæmpestort. Der er mere end 1500 ansatte inden for det her område. Er det den fysiske afstand, der gør at man bliver udfordret af det her? Ja, hvis man er udfordret i forvejen. Jeg ved faktisk godt, hvordan det er at være pårørende. Jeg vil bede dem om nogle modeller på, hvordan vi kan gøre det bedre. Jeg vil tage det alvorligt og respektere, hvad der kommer. Vi tager et spadestik dybere og kigger på strukturen.”

Jobcentret i Esbjerg