Tekst: Renè Jørgensen foto: Esbjerg Kommune
7. maj 2021.

Sammen om det gode liv – Esbjerg byråd på tur

Hvordan kan vi sammen gøre Esbjerg Kommune endnu bedre? Det spørgsmål vil byrådet gerne vende med flest mulige borgere i kommunen som et led i arbejdet med kommunens Vision 2025. Derfor kan man fra 18. maj og frem til 10. juni møde medlemmer af byrådet en række steder i kommunen. Alle er meget velkomne til at lægge vejen forbi for en dialog.

12 forskellige steder i hele Esbjerg Kommune er der i den nærmeste fremtid mulighed for at komme i en åben dialog med medlemmer af Esbjerg byråd om, hvordan det gode liv bedst folder sig ud i alle kommunens lokalområder.

Som et led i arbejdet med at realisere kommunens Vision 2025 tager medlemmer af byrådet på en rundtur, så det bliver så nemt som muligt som borger at stille spørgsmål og bidrage med forslag til udviklingen af kommunen.

Energi til det gode liv

Borgmester Jesper Frost Rasmussen glæder sig sammen med sine kolleger i byrådet til at møde borgerne:

– Vi vil gerne involvere flest mulige borgere i arbejdet med Vision 2025, som handler om at udvikle vores kommune og øge bosætningen i kommunen. Derfor flytter vi nu dialogen om visionen fra rådhuset og ud i lokalsamfundene, så vi kan møde borgerne der, hvor de er, og få forslag og idéer til, hvordan vi sammen skaber energi til det gode liv og gør Esbjerg Kommune til et endnu bedre sted at bo og leve – både for os, der allerede bor her, og for nye borgere, siger Jesper Frost Rasmussen.

Om turen

Rundturen er tilrettelagt i tæt samarbejde med lokalrådene i kommunen. På grund af coronasituationen foregår besøgene de enkelte steder ved en stand udendørs. Der vil være mulighed for at nyde en kop kaffe eller en vand, mens man taler sammen. De idéer og forslag, som kommer frem under besøgene, vil indgå som grundlag for det videre arbejde med kommunens Vision 2025.

I alt er der planlagt besøg 24 steder i kommunen. De første 12 steder besøges i maj og juni 2021, og de sidste 12 steder besøges i foråret 2022.

Stoppesteder på turen – Mød medlemmer af byrådet:

Tirsdag den 18. maj 2021 kl. 16.00-17.30 ved Gørding Skole Fortuna, Skolegade 16, 6690 Gørding

Onsdag den 19. maj 2021 kl. 16.00-17.30 i Lergravsparken, 6700 Esbjerg

Torsdag den 20. maj 2021 kl. 16.00-17.30 ved Kultur- og Aktivitetscenter Egebæk-Hviding, Egebækvej 30, 6760 Ribe

Tirsdag den 25. maj 2021 kl. 16.00-17.30 over for Kongeådal Brugsforening, Kongeådal 14, 6771 Gredstedbro

Onsdag den 26. maj 2021 kl. 16.00-17.30 på Sviegade 2, Store Darum, 6740 Bramming

Torsdag den 27. maj 2021 kl. 16.00-17.30 ved Sønderrishallen, Krebsens Kvarter 70, 6710 Esbjerg V

Tirsdag den 1. juni 2021 kl. 16.00-17.30 på Nørretorv, 6740 Bramming

Onsdag den 2. juni 2021 kl. 16.00-17.30 ved Energien, Skads Andrup Kultur- og Fritidscenter, 6705 Esbjerg Ø

Torsdag den 3. juni 2021 kl. 16.00-17.30 på Vejrup torv, 6740 Bramming

Tirsdag den 8. juni 2021 kl. 16.00-17.30 ved Bryndum Hallen, Bryndumvej 14-16, 6715 Esbjerg N

 

Onsdag den 9. juni 2021 kl. 16.00-17.30 ved Esbjerg Storcenter, Gl Vardevej 230, 6715 Esbjerg

Torsdag den 10. juni 2021 kl. 16.00-17.30 på Torvet, 6700 Esbjerg

Se også alle stoppesteder på byrådets rundtur, og følg med i turens forløb på facebook.com/esbjergbyraadpaatur/.

Hvordan kan vi sammen gøre Esbjerg Kommune endnu bedre? Det spørgsmål glæder medlemmer af byrådet sig til at vende med flest mulige borgere i kommunen på rundturen, som starter den 18. maj. Foto: Torben Meyer, Esbjerg Kommune.