Tekst: Renè Jørgensen fotos: Kystlotteriet
10. oktober 2019.

Esbjerg Kommune inviterer alle til at gøre en god gerning for miljøet langs strandene samtidig med at øge chancerne for at vinde billetter sponseret af Musikhuset Esbjerg, Tobakken og Fiskeri og Søfartsmuseet. Konceptet hedder Kystlotteriet, og det er meget nemt at deltage i. Ved Strandpromenaden i Hjerting, Mennesket ved Havet og Mandø Ebbevej kan man hente en sæk for derefter at fylde sækken med affald fra stranden. Sækken afleveres med et Kystlotteri-lod, og så deltager man i lotteriet.

Karen Sandrini, formand for Plan & Miljøudvalget, bringer initiativet til Esbjerg Kommune efter at være blevet præsenteret for Kystlotteriet via Kommunernes Internationale Miljø Organisation (KIMO).

“Ved World Cleanup Day i september deltog mange i Fiskeri- og Søfartsmuseets fælles strandrensning, og på samme måde er der sikkert også mange, som har tid og lyst til at bakke op om Kystlotteriet. Allerede i dag er der mange, som på egen hånd samler affald op i naturen. Deres gode eksempel er jeg sikker på, at vi kan få flere til at følge i form af Kystlotteriet”, siger Karen Sandrini.

Det enkle koncept bag Kystlotteriet skaber resultater, som kommer mange til gode. Oprindeligt stammer ideen fra Norge, hvor mange deltager for både at holde kysterne rene for affald og for at vinde nogle af de præmier, som sættes på højkant. Udover renere og dermed mere attraktive kyster for alle borgere så vel som turister, handler Kystlotteriet også om adfærd.

“Kystlotteriet skal også være med til at skabe større bevidsthed omkring affald i havene og de problemer, som affaldet volder for fx dyrelivet. Fugle og fisk kan sidde fast i affaldet og måske endda komme til at spise det. Har man selv prøvet at samle affald op langs stranden, så er man nok mere påpasselig med selv at komme til at smide affald i naturen”, vurderer Karen Sandrini.

Første udtrækning i lotteriet sker i december.

Sponsorer

Oplevelsespræmierne i Esbjerg Kommune er sponseret af Musikhuset Esbjerg, som giver billetter til koncerter med Bootleg Beatles og Michal Learns to Rock. Tobakken giver et gavekort til en koncertoplevelse. Fiskeri og Søfartsmuseet giver entrebilletter og betalt frokost for to voksne og to børn.

Hvad er KIMO?

Kystlotteriet koordineres af Kommunernes Internationale Miljøorganisation (KIMO) i Danmark.

KIMO er en international miljøorganisation for lokale myndigheder.

KIMO repræsenterer i Danmark 17 kommuner i interesseområdet, der er Nordsøen, det Irske Hav, dele af Nordatlanten og Østersøen og har medlemmer i flere lande. Alle vestkystkommuner er medlem af KIMO, og medlemskabet udvides østpå til Danmarks øvrige kyster.