Tekst og foto Hasse Jørgensen, mandag den 22. december 2025
Folketingsmedlem Anders Kronborg, Esbjerg, (S) rejser nu sagen om våbentilladelser til Ribe Politikorps overfor både kulturministeren og justitsministeren. Allerede i dag sender Kronborg et brev til de to ministre.
Anders Kronborg er forarget over de krav, der er stillet for at politikorpsets medlemmer kan bære de gamle geværer fra 1864, som korpset bruger ved de fire årlige udrykninger.
Som omtalt andet sted på siden, skal politikorpset betale en afgift på 1250 kroner per gevær for de 33 våben, korpset råder over. Desuden skal det enkelte medlem betale et lignende beløb for at måtte bære våbenet. Dertil kommer et lignende beløb for at måtte gå med sidevåben, en bajonet.
– Da jeg læste om sagen, var min første tanke: har myndighederne da ikke andet at lave. Det minder om beskæftigelsesterapi for en afdeling, der har for god tid, lyder den umiddelbare reaktion fra Anders Kronborg, der omgående føjer til: – Det her rejser jeg for både kulturministeren og justitsministeren.
– Vi bor på en egn, hvor der er rigtig mange frivillige, der holder liv i nogle gamle traditioner, som er en del af kulturen og kulturarven.
– Det er jo ikke farlige våben. Det er geværer, der ikke kan bruges mere, og de hører til den uniform og udrustning, som Ribe Politikorps bærer. Det er en ordning, der har fungeret fint i årevis. At pille ved det er noget pjat. Det må kunne foregå lige så gnidningsløst og ordentligt, som det hidtil har gjort.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Anders Kronborg (Foto Folketinget)
– Det er ikke skrivebordgeneraler, der skal bestemme over noget, der har fungeret godt i mange år, skal ødelægges. Nogle gange får man indtryk af, at man opfinder problemer, fordi man mangler noget at lave. Det var noget andet, hvis det var farlige genstande.
– Det handler også om, at vi bor på en egn, der er båret af mange traditioner og en gammel kultur. Må vægterne i Ribe så heller ikke bære deres Morgenstjerne. Det er jo et farligt ”blankvåben” Hvad med Dybbøl Centeret? Her bruger man de gamle geværer fra 1864 i historieundervisningen, og eleverne får lov at holde geværerne.
– Egnen her er kendetegnet af, at der er rigtig mange frivillige, der holder fast i de gode, gamle og historiske traditioner, siger Anders Kronborg.
Sagen er, at politikorpset ikke kan plombere våbnene eller på anden måde gøre dem ubrugelige, for rent faktisk tilhører geværerne kommunen og er kun lånt ud til korpset. I tilfælde af, at politikorpset ophører med at eksistere, skal geværerne afleveres til nationalmuseet.










































































