Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 7. juni
”Det er dybt urimeligt, men vi kan ikke gøre noget ved det. Det er Folketinget, der har besluttet det”
Der er ingen tvivl om, hvad formanden for byrådets udvalg for teknik og byggeri, Søren Heide Lambertsen (S) mener om den øgede tarif, kommunen skal betale af parkeringsafgifterne.
Sagen er, at indtil årsskiftet 2018/19 skulle kommunerne betale 50 procent af de parkeringsafgifter, der blev opkrævet. Esbjerg Kommune har allieret sig med P-Nord om det praktiske arbejde omkring udstedelsen af parkeringsafgifter og administrationen af disse. Det betyder, at P-Nord hidtil har fået de andre 50 pct af parkeringsafgiften til dækning af lønninger og andre administrations omkostninger.
Men fra årsskiftet har landspolitikerne forlangt at få 70 pct. af den opkrævede parkeringsafgift. Det betyder, at P-Nord kun kan få 30 procent, og det dækker ikke P-Nords udgifter. Skal den ordning fortsætte, skal kommunen sende 120 kroner med hver parkeringsafgift til P-Nord, og det betyder en årlig udgift for Esbjerg Kommune på omkring en million kroner.
Sagen er aktuel i de større byer i kommunen, men ikke mindst i Ribe har den betydning på grund af de vanskelige parkeringsforhold i midtbyen.
”Vi har brugt meget tid på at drøfte sagen i udvalget, og vi har været inde på alle de scenarier, der er. En mulighed er, at vi dropper parkeringsvagterne, men så er vi bange for, at hele parkeringsproblemet ender i kaos og det rene anarki.
Skal vi bevare den nuværende ordning, vil det altså koste en million kroner årligt.
Vi har også drøftet at hjemtage ordningen med parkeringsvagter, men det kommer også til at koste penge. Hjemtager vi ordningen, vil det ikke hjælpe på regnskabet. Og vi har drøftet mange andre muligheder, men de koster alle penge” siger Søren Heide Lambertsen.
Han fortæller videre, at sagen er oversendt til drøftelse i byrådets økonomiudvalg i forbindelse med den kommende budgetlægning, så hvilken udgang, sagen får, er ikke klart i skrivende stund.










































































