Tekst Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune, onsdag den 3. juni
Det er sandsynligt, at spørgsmålet om grødeskæring i Mølledammen i Ribe havner på ankestyrelsens eller ombudsmandens bord. Måske begge steder.
Det oplyser medlem af Lokalråd Ribe Midt efter lokalrådet sammen med de øvrige kommunale lokalråd var til møde med medlemmer af byrådets udvalg for teknik og byggeri samt embedsmænd fra teknisk forvaltning.
– Det kan blive nødvendigt at gå til ankestyrelsen eller ombudsmanden for at finde ud af, hvad der er op og ned i denne sag, siger Willi Weber på lokalråd Ribe Midt’s vegne efter mødet i Esbjerg.
I rådet undrer man sig i øvrigt også over, at der kun var afsat en halv time til mødet, idet der var ikke færre end otte væsentlige punkter på dagsordenen. Punkter som Ryk Ind Ribe vender tilbage til.
Lokalrådet havde bedt om en status over, hvor sagen om grødeskæring står, ligesom rådet efterlyste notater fra de drøftelser, der måtte være ført med miljøstyrelsen, eller notater fra forberedelserne til disse møder om dispensationsansøgningen.
Forvaltningens og politikernes svar lød, at det eneste, der er sket er, at miljøstyrelsen er anmodet om et møde den 9. juni, men på trods af, at datoen for onsdagens møde har været kendt længe, har man i kommunen ikke hørt fra miljøstyrelsen, ligesom der ikke er rykket for et svar.
Et andet spørgsmål lød, hvorfor det er udvalget for teknik- og byggeri, der arbejder med dispensationsansøgningen til grødeskæring, når det er udvalget for plan og miljø, der skal behandle sagen. Her lød svaret, at da det er teknisk forvaltning, der i praksis i givet fald skal sørge for grødeskæringen, var det også bedst, at det er det udvalg, der arbejder med sagen.
Forslaget til dispensationsansøgning er i øvrigt sendt til en række interesseorganisationer men ikke til lokalrådet. Forklaringen var, at lokalrådet ikke anses for at være part i sagen på trods af, at rådet repræsenterer alle borgere i Ribe midt.
Lokalrådet undrede sig også over, hvorfor der søges om dispensation til 12 gange grødeskæring, når amtets tidligere medarbejdere omkring grødeskæring siger, at amtet skar grøde to gange årligt, og at det slog til.
Et forhold, som flere af udvalgets politiske medlemmer også undrede sig over. Svaret var, at det konsulentfirma, der er hyret af kommunen, mener, at det skal være 12 gange.
– Det undrer vi os over, for man kunne jo søge om to gange og så prøve det. Viser det sig ikke at være nok, kan man jo søge om flere gange, siger Willi Weber.
En anden ting, der undrer er, at kommunen søger om dispensation fra naturbeskyttelseslovens paragraf 3. Men kommunen har selv i tidligere sagsakter skrevet, at denne paragraf ikke er en hindring for grødeskæring.
Med hensyn til selve grødeskæringen forklarer embedsmændene, at de har talt med to grødeskærere, som forklarede, at grødeskæringen efter år 2000 kun skete i selve strømløbet. Kommunens egne luftbilleder viser imidlertid, at der i 2004 var totalt frit vandspejl, mens der i 2016 er fuld grøde også i strømløbet.
Der gøres i øvrigt fra kommunens side opmærksom på, at den fredede fisk snæbel kan tage skade af grødeskæringen. Ved elektrofiskeri er der kun fanget et eksemplar af snæblen, og i øvrigt går snæblen op i åsystemet i oktober og forlader igen åsystemet i det tidligere forår. Grødeskæringen finder sted i sent forår og sommeren.









































































