Tekst & Foto: Johnny Tauman
4. januar 2023
Hvis vejret arter sig, så vil arbejdet med at sikre broen mellem Overdammen og Mellemdammen – der hvor frislusen sender vandmasserne videre i Ribe Vesterå – blive udført i januar måned.
Ingeniør Kim Juul Johansson, Teknik & Miljø – Entreprenør – fortæller til at RYK IND RIBE, at belægningen på begge sider af broen Overdammen v. Skibbroen i efteråret var begyndt at synke. Der blev placeret jernplader oven på for at forhindre ulykker.
Kim siger om sætningerne i belægningen: – De er forårsaget af, at sandet bag sidemuren skyldes væk af åen. Derfor har Esbjerg Kommune tilbage i november måned indgået en aftale et bro-entreprenørfirma om at udbedre skaden. Dvs. at gøre muren tæt inde bagfra og dermed stoppe sandet i at bortskylle.
Arbejdet blev ikke udført i december pga. julehandlen og Jul i Ribe arrangementer, men entreprenørfirmaet vil udføre arbejdet i januar med mulighed for forsinkelse: – Opgaven omfatter nemlig også betonarbejde, som er afhængig af vejret.
Denne reparation vil formodentligt stoppe sætningerne i belægningen.

– Dette arbejde er ikke en del af den større renovering af de 3 gamle broer, forklarer ingeniør Kim Juul Johansson og tilføjer: – Dette er en separat sag og styres af vores planafdeling på Rådhuset.









































































