Tekst & Foto: Johnny Tauman
7. november 2020
Transportministeren har i efteråret 2019 besluttet, at anlæg af klapbroen udskydes. Når det øvrige projekt er afsluttet i 2020, og økonomien er opgjort, kan et nyt udbud på klapbroen igangsættes.
Beslutningen om genudbuddet af etablering af en klapbro over Ribe Å udskydes nu til de kommende infrastrukturforhandlinger. Det blev politisk besluttet i efteråret 2020.
Broens bæreevne og levetid
Vejdirektoratet blev i efteråret 2020 bedt om at undersøge den eksisterende bros bæreevne og levetid.
I projektets tidlige fase (VVM-fasen) blev det konstateret, at den bæreevne, der er angivet i Vejdirektoratets broforvaltningssystem for den eksisterende bro over Ribe Å, ikke er tilstrækkelig i forhold til de fremtidige transporter, som skal passere broen. Bæreevnen angivet i Vejdirektoratets broforvaltningssystem er den bæreevne, som broen er dimensioneret for, da den blev opført.
Yderligere undersøgelser
Trafikministeren har i september 2020 besluttet at igangsætte yderligere undersøgelser af den eksisterende bro med henblik på at fastlægge levetiden for broen og undersøge om, det vil være muligt at opnå den nødvendige bæreevne for broen til fremtidens erhvervstransporter eventuelt ved at forstærke den.
Særeftersyn
I oktober 2020 er der udført et såkaldt særeftersyn af broen. Der er blandt andet udtaget betonkerner for at vurdere betonens tilstand og beskaffenhed, og der er lavet ophugninger i asfalten for at vurdere tilstanden af den fugtisolering, der ligger under asfalten som en beskyttelse af betonen mod vand og salt. Prøverne undersøges nærmere, og Vejdirektoratet afventer resultaterne af undersøgelserne.
Mere avancerede beregningsmetoder
Vejdirektoratet får også udført detaljerede beregninger af broen. Ved brug af finere og mere avancerede beregningsmetoder og ved et bedre kendskab til broens tilstand kan man typisk beregne en bros bæreevne højere end ved gængse, konservative beregningsmetoder. Beregningerne kan samtidig fortælle, hvad broen er ”følsom overfor” og dermed også, om det vil være muligt at forstærke broen for at opnå den ønskede bæreevne. Disse beregninger pågår også, og Vejdirektoratet afventer resultaterne af beregningerne.
Læs mere om Vejprojektet ved Ribe: HER