Tekst & Foto: Johnny Tauman         Dronefoto: Ove Detlevsen
4. november 2020

– Det går rigtig godt for Restaurant Sælhunden, som har fået tilpasset sig de nye COVID-19 restriktioner, fortæller tjener Mieke Vedel, da RYK IND RIBE er på visit. – Vi har faste aftaler med såvel Lørdagsklubben og Flæskeklubben, som kan holde sig under forsamlingstallet på maksimum 10, og så er der rigtig mange som kommer forbi, oplyser Mieke, der kan tilføje: – Og så er der jo mange, som vælger vores tilbud om Bed & Breakfast.

To dobbelt værelser

Sælhunden har to dobbelt værelser i en sublim og velrenoveret ejendom på adressen Fiskergade 8A – Marie og Søren Kjeldsens minde.
– Du kan få lov til at tage en billede på 1. sal, siger Mieke, mens vi går ad Skomagerslippe til Fiskergade. Værelset på stueplan er nemlig lejet ud. Mieke har sit mundbind på under besøget i Fiskergade: – Det fungerer helt fint, og jeg vil hellere have sort maske end et visir.

Sælhunden følger nøje retningslinjerne, hvilket betyder, at der blot kan tages 43 spisende gæster ind ad gangen. De to lokaler på stueplan kan hver rumme 15 gæster, mens et mindre lokale på 1. sal er begrænset til 13 personer. – Det var noget lettere, da vi også kunne have udeservering – dels lige udenfor ved fortovet dels ved bordene på kajen nær Johanne Dan, konstaterer Mieke og tilføjer – Vi lader stole og borde nær Sælhunden stå fremme en rum tid endnu, mens alle andre møbler skal i depot.

Klokken er kun omkring 10:30 – men der er allerede godt gang i køkkenet, hvor de to kokke er i færd med at klargøre ingredienser til dagens menuer. Sælhuset har et godt ry – hvor især fiskeretter får fem stjerner. – Vi laver alt fra bunden af, fortæller Mieke, og alle vore fiskeretter er fremstillet af friske og ferske råvarer. Alle rødspætter bliver steget på pande – vi dypper aldrig i friture.

Sælhunden har en lang historie! I dag er det Rinda Klausen, som ejer restauranten. – Under normale omstændigheder kan vi tage 56 gæster ad gangen, men så er der også travlt. I dag hedder tallet blot 43. Og hvis du er en af de heldige, som får plads, så vil du også måde Rinda, som også varetager jobbet som tjener sammen med nogle unge mennesker – og ikke at forglemme Mieke, som hele sit liv har måttet stave sit navn, hvor nogen troede det var ”Mike”.

Dronefoto: Ove Detlevsen

Sælhunden ligger midt på den maleriske Skibbroen i en 400 år gammel, fredet bygning. Der serveres som mad til rimelige priser – et motto, som Rinda har haft siden overtagelsen tilbage i 2006. – Den 51. sæson som restaurant blev noget anderledes, men vi klarer den, lyder det optimistiske budskab, mens duften af stegte rødspætter breder sig i lokalet.