Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 29. oktober
Her per 1. november holder Sæbehuset i Ribe flyttedag fra Torvet til gågaden, hvor produkterne fremover vil være at finde i butikken Artizan.
Indehaveren af Sæbehuset, Helle Andsbjerg, fortæller, at flytningen primært skyldes, at ejendommen på Torvet, hvor Sæbehuset hidtil har holdt til, er solgt. Men med flytningen bliver det også lettere for Helle Andsbjerg at få tid til at producere varerne, der omfatter mange forskellige former for sæber og produkter til hudpleje. Den seneste tid har Helle Andsbjerg som mange andre selvstændige været ramt af mangel på råvarer, og det er gået ud over produktionen. Hun håber dog på, at situationen nu bliver bedre.
Artizan drives af en række kunstnere og kunsthåndværkere, der sælges deres værker i butikken.