Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 23. november.

Det kan man da kun blive i godt humør af!

Her er man på vej fra Nørremarken ind til Ribes bymidte midt formiddag. Bilens vinduesvisker kører for at hindre småregnen i at tage udsynet til vejen og den øvrige trafik, og man er trukket i en ekstra trøje for at holde kulden ude. Kort sagt vejrmæssigt en rigtig snusket dag, hvor alt synes gråt og trist.

Og hvad får man så øje på i rundkørslen på Nørremarksvej ved indkørslen til gamle Ribe?

En flok unge mennesker, der med skilte ønsker én en god dag, kør forsigtigt og lignende positive udsagn.

I dette råkolde og ubekvemme vejr bruger de unge mennesker deres fredag formiddag til at sprede glæde.

Det viser sig, at de unge kommer fra 8. klasse på Ansgar Skole og hele arrangementet er et led i undervisningen under temaet ”Mod til en god dag”

Et par timer stod de unge der, og når man vinkede til dem, vinkede de igen, og man blev mødt med et stort smil.

Det kan man da kun blive glad af på en ellers vejrmæssig sur fredag.